Esbjerg: Vi møder Danmarks klart bedste

Team Esbjergs træner kalder Viborg for Danmarks klart bedste hold før de to holds første DM-semifinale lørdag

Estavana Polman og co. fra Team Esbjerg kommer på en svær opgave i DM-semifinalerne mod Viborg. (Foto: Aleksandar Djorovic/Polfoto)
Estavana Polman og co. fra Team Esbjerg kommer på en svær opgave i DM-semifinalerne mod Viborg. (Foto: Aleksandar Djorovic/Polfoto)

Lørdag eftermiddag spiller Team Esbjergs håndboldkvinder for første gang i klubbens historie DM-semifinale, når Viborg kommer på besøg i Esbjerg.

Esbjergenserne har vist storform på det seneste og kvalificerede sig i sidste weekend også til finalen i EHF Cup, men vestjyderne erkender, at de er underdogs mod Viborgs guldfavoritter.

- Begge hold har ramt topformen på det helt rigtige tidspunkt. Vi skal møde Danmarks klart bedste - og formentlig også et af Europas bedste - hold, siger Team Esbjerg-træner Lars Frederiksen i pressemeddelelse.

- For os gælder det om at overraske med små detaljer undervejs, og så har vi faktisk ikke tabt til Viborg på hjemmebane i flere år. Selv om de virker skarpere end længe, tror vi på chancen, lyder det fra Frederiksen.

Se også: Team Esbjerg vakler i semifinalen efter drama

En af de Esbjerg-spillere, der kender modstanderne bedst, er den svenske playmaker Johanna Ahlm, der kom til Team Esbjerg før denne sæson efter flere år i netop Viborg.

- De er så gode, at alt skal lykkes for os, hvis vi skal have en chance for at slå dem. Det er ikke nok at spille på 90 procent af ydeevnen, vi skal så tæt på 100 procent som muligt, siger Johanna Ahlm.

Den første semifinale mellem de to hold starter lørdag klokken 17.10 i Blue Water Dokken i Esbjerg.

Den anden semifinale står mellem Randers HK og FCM Håndbold. Første kamp spilles søndag.

0 kommentarer
Vis kommentarer