Viborg skal dyste om håndboldguldet

Favoritterne fra Viborg blev rystet af en skade til Sanja Damnjanovic, men endte med at slå Team Esbjerg

Maria Fisker blev delt Viborg-topscorer med fem mål i dagens semifinale. (Arkivfoto: Ernst van Norde)
Maria Fisker blev delt Viborg-topscorer med fem mål i dagens semifinale. (Arkivfoto: Ernst van Norde)

Viborg HK's håndboldkvinder får om en lille måned mulighed for at vinde klubbens første DM-titel i fire år.

Med en hjemmesejr på 25-23 over Team Esbjerg spillede viborgenserne sig lørdag videre til DM-finalerne, hvor enten FC Midtjylland eller Randers HK venter over to kampe den 17. og 21 maj.

De viborgensiske favoritter fik sig lidt af et chok i kampens indledning, da holdets serbiske stjerne Sanja Damnjanovic måtte udgå efter små 10 minutters spil med et flækket øjenbryn.

Skaden rystede tydeligvis Christian Dalmoses mandskab, der var bagud 12-14 ved pausen.

Se også: Dansk ligaklub tæt på konkurs

Damnjanovic blev kørt på hospitalet, men nåede at blive lappet så meget sammen, at hun kunne vende tilbage på banen midtvejs i anden halvleg på et tidspunkt, hvor viborgenserne havde kæmpet sig foran med 17-16.

Selv om Esbjerg en kort overgang fik rystet hjemmeholdet, så var der reelt ikke den helt store spænding om det samlede udfald af semifinaleduellen.

Viborg havde nemlig vundet det første opgør på udebane med fire mål, hvilket betød, at esbjergenserne næsten skulle præstere over evne i samtlige 60 minutter i den svære udekamp.

FCM og Randers HK mødes søndag i den anden semifinale. FCM vandt det første opgør på udebane med 25-23 og er derfor storfavorit til at gå i finalen.

0 kommentarer
Vis kommentarer