KIF-sejr trods rødt kort til Hvidt

Kasper Hvidt blev sendt på tribunen allerede i første halvleg af DM-semifinalen på udebane mod Tvis Holstebro

Arkivfoto: Rasmus Flindt Pedersen
Arkivfoto: Rasmus Flindt Pedersen

Trods rødt kort til KIF Kolding Københavns supermålmand Kasper Hvidt kort før pausen formåede gæsterne at komme fra heksekedlen i Holstebro med en sejr på 25-23 og et glimrende udgangspunkt til returmødet om en uge.

Tvis Holstebro anført af en veloplagt højrefløj, Patrick Wiesmach, fik aldrig slået hul mod gæsterne, som efter det røde kort blev endnu mere aggressive, anført af årets spiller, Bo Spellerberg.

Mod slutningen fik KIF Kolding København endda skabt et lille forspring takket været nogle fine redninger af substitutten i målet, Søren Westphal, hvilket var nok til at komme fra Vestjylland med en spinkel sejr.

Semifinalen afgøres efter Europa Cup-regler, altså det samlede resultat efter to kampe, samt eventuelt reglen om udebanemål ved uafgjort, så KIF har et glimrende udgangspunkt før returkampen.

Se også: Mikkel sendt ud af Champions League

Det var dog en anden af KIF Kolding Københavns skytter, den lille svensker Lukas Karlsson, som blev topscorer for gæsterne med syv mål, efterfulgt af Bo Spellerberg med seks og stortalentet Lasse Andersson med fire.

Hjemmeholdets topscorer, Patrick Wiesmach med otte mål, kom i centrum, da han 'trak' det røde kort til Kasper Hvidt.

Danmarks mest erfarne dommer, Per Olesen vinkede i første omgang afværgende, men efter en konference med meddommer Claus Gramm og observatøren Kjeld Løvqvist blev det røde kort fundet frem fra brystlommen.

Det kan godt være, at der i reglen er står, at der er rødt kort ved kontakt, men det var hjemmeholdets Patrick Wiesmach, som gjorde alt for at berøre og skabe en 'farlig' situation, da KIF Kolding København-målmanden på midten af banen fik fat i en kontra.

Hvis Dansk Håndbold Forbund følger praksis, vanker der ikke karantæne til Kasper Hvidt til returkampen om en uge i Brøndbyhallen.

0 kommentarer
Vis kommentarer