Wilbek: Sådan banker vi spanierne

Den danske landstræner har planen klar for, hvordan vi får revanche for VM-nedture

(Foto: Lars Poulsen)
(Foto: Lars Poulsen)

HERNING (Ekstra Bladet): Opvarmning. Sådan kan kampene mod Makedonien, Østrig og Tjekkiet groft sagt betegnes for Danmark ved EM.

En god gang træning, hvor landstræner Ulrik Wilbek da heller ikke har forsømt sine chancer for at teste en masse forskellige ting – offensive såvel som defensive.

Men lørdag er det slut med træning, hygge og jegskalkommeefterdigskaljeg.

På Jyske Bank Boxens skrigende gule halvgulv ramler Danmark ind i Spanien.

Wilbek: Ingenting besluttet endnu

Et hold, som Danmark gennem de seneste slutrunder har haft et virkelig godt tag på. Altså hvis man lige ser bort fra en kamp i netop Spanien for et års tid siden.

Det danske hold emmer af lyst og motivation til at få rystet den kamp ud af kroppen én gang for alle.

Det skal være lørdag.

Og Wilbek har efter at have set lidt af spaniernes spil fra de første tre kampe i Aalborg en god fornemmelse af, hvordan kampen skal gribes an.

- Det afgørende for os bliver, at vi lykkes med at få bredt spillet ud, så vi kan afslutte fra alle positioner. Det vil lægge et pres på dem, når vi breder spillet ud til vores fløje, som det lykkedes mod Tjekkiet i går, sagde Wilbek på fredagens pressemøde.

René Toft: Det har næsten været for nemt

- De (Spanien, red.) kan godt lide at dække lidt skålformet, så de lokker modstanderne til at gå ind mod midten.

- Vi skal sørge for at afslutte fra backs og fløje også, sagde han.

Wilbek har af gode grunde stor respekt for de spanske verdensmestre, der ’er verdens bedste, til det modsatte er bevist’, som han formulerede det med et slet skjult smil.

Spanierne er som Danmark gået gennem gruppespillet med maksimum point. Det er tilnærmelsesvis verdensklasse over hele linjen, men der er naturligvis enkelte spillere, der især har fanget landstrænerens opmærksomhed.

Sådan spiller Danmark i mellemrunden

- Canellas. Han er omdrejningspunktet i deres spil. Han er meget stærk mand-mand. Fysisk stærk og klog, sagde han og kom via et par rosende ord om Maqueda til Julen Aguinagalde. Spaniens store forsvarsspiller.

- Han har ikke været i kampe endnu. En meget stærk stregspiller, der har døjet med lyskeproblemer. Han træner vist igennem i dag, så jeg er spændt på at se, om han bliver skrevet ind i aften eller måske i morgen tidlig, sagde Wilbek.

Som tilfældet har været flere gange allerede, appellerede han også til de omkring 14.000 tilskuere, der lørdag aften klasker hænder og sejler op og ned af åen – forhåbentlig.

- En meget vigtig faktor er tilskuertrykket. Hjemmebanen, som spanierne havde sidste år (i VM-finalen, red.). Vi følte os virkelig trykket i finalen, og sådan skal det være med en hjemmebane. Og sådan skal det også gerne være for os i morgen. Vi kan mærke hjemmebanen, og de kan mærke udebanen, sagde han.

Spanien har et forsvar, der kan være lidt svært at blive klog på.

Danmarks vej til guldet: Så store er chancerne

- Jeg har kigget lidt på dem i formiddag. Det er et hold med en fantastisk speed. Det er et sjovt hold, der spiller meget varieret i forsvaret. Nogle gange spiller de 3-3, nogle gange er det med mandsopdækning. Sådan startede de mod Norge. Måske bruger de den også mod os, hvem ved, spurgte han retorisk med henvisning til en meget mulig opdækning af Mikkel Hansen.

- De brugte den på Kristian Kjelling, hvorefter de gik tilbage og lod ham afslutte. De kan også presse op og tackle på boldholderen og følge ham. Det varierer meget. Det er en facet af spillet, som de mestrer virkelig godt.

Og så en sidste ting:

- De er uhyggeligt hurtige til at give bolden op efter scoringer. Det mestrer de til perfektion. Det er meget afgørende for os, at returløbet er godt organiseret.

- Der er ikke muligheder for de store jubelscener. Det handler bare om at komme hjem, selvom det er fristende at blive hyldet af 14.000 tilskuere. Det må vi vente med, sagde han.