Kroatisk stjerne: En fyldt Boxen tænder os

Opbakningen i Boxen har gjort stort indtryk på de kroatiske spillere, der ser frem til at opleve stemningen i Danmarks hule

Ivan Cupic. (Foto: AP)
Ivan Cupic. (Foto: AP)

HERNING (Ekstra Bladet): Hvis Mikkel Hansen og kompagni på forhånd havde håbet, at de kroatiske stjerner ville frygte den vanvittige kulisse de i aften kommer til at opleve i Herning, kan de godt tro om.

En fyldt Jyske Bank Boxen med 15.000 ellevilde danskere vil nemlig ikke virke som andet end et rødt forklæde foran trynen på en aggressiv tyr for kroaterne.

For for de hårdføre spillere, der har fået deres håndboldopdragelse i nogen af de vildeste håndboldhaller i Europa, kommer trykket fra de tusindvis af danskere til at have den stikmodsatte virkning og bliver måske ligefrem en fordel for krigerne fra Balkan.

- Det har stor effekt når 15.000 mennesker er imod os. Det betyder bare, at du bliver endnu mere opsat. Det har været en lang turnering, og vi er ved at være trætte. Men i sådan en kulisse glemmer du, hvor træt du i virkeligheden er. I sådan en arena vil vi gå endnu mere efter sejren, lyder det fra den kroatiske fløjspiller Ivan Cupic til Ekstra Bladet

Guldriks sidste turnering: Se den vilde medaljehøst

Turneringen igennem har han set frem til og håbet på, at kroaterne ville tørne sammen med det stærkt spillende danske mandskab, og det skal primært tilskrives de danske fans fabelagtige opbakning.

- Det bliver sjovt at spille i denne arena. Det er det, det hele handler om - at komme til så stor en arena i så fantastisk kulisse og spille om store mesterskaber. Men jeg håber, vi kan tysse på det danske publikum, siger fløjspilleren.

Krigeren Knudsen: Myten om de mange skader

Han er ikke i tvivl om, hvad nøglen til sejr i aftenens semifinale bliver.

- Vi har spillet en lang turnering og har måtte slås for det i alle kampe. Vi skal bruge hele bredden i vores trup i aften, så vi i alle 60 minutter kan spille i højeste tempo.

- Desuden skal vi finde ud af, hvordan vi slår de danske keepere. Niklas Landin har været stort set hele deres forsvar – det bliver afgørende at skyde ham rigtigt i aften, siger Ivan Cupic

Danmark spiller i aften klokken 21.00 semifinale mod Kroatien. Kampen kan selvfølgeligt følges live på ekstrabladet.dk ligesom du i dagens avis kan læse alt om opgøret og Danmarks chancer.