'En bedrift vi kan være stolte af'

Jan Paulsen var en glad mand, efter Mors-Thy havde booket plads i DM-semifinalen

Mors-Thy er i semifinalen. (Foto: Claus Bonnerup)
Mors-Thy er i semifinalen. (Foto: Claus Bonnerup)

- Dette er en bedrift, vi kan være stolte af. Måske går det er stykke tid, inden triumfens omfang går op for os.

Konstateret af Jan Paulsen, træneren for sensationsholdet fra Mors-Thy Håndbold.

Klubbens historiske plads i DM-semifinalen kom i hus med 30-26 over Århus foran ca. 3.000 tilskuere i Randers.

- Vi vandt jo de første tre kampe i slutspillet, men alligevel har vi inderst inde ikke rigtigt turdet håbe på at gå videre.

- Derfor havde vi omvendt heller ikke såkaldt gummiarm, selv om de to første matchbolde kiksede. Det beviste vi jo i kampen mod Århus, konstaterer Jan Paulsen uden overdrivelse.

Se også: Sensationen en realitet: Mors-Thy er i DM-semifinalen

Selv om hans hold var bagud med fire mål flere gange i første halvleg, vendte billede totalt efter pausen.

Pisket frem af omkring 1.000 yderst medlevende fans fra region Thisted og Nykøbing Mors, blev det århusianske "hjemmehold" periodevis udspillet i anden halvleg.

Jan Paulsen:

- Vi havde selv problemer med forsvaret. Men det kom ikke til at betyde noget afgørende, fordi vi selv scorede konstant. Vi spillede velovervejet i angrebet og havde konstant modtræk.

- Da Århus gik offensiv på Marcus Mørk, bød eksempelvis Morten Balling ind. Jeg vil gå så vidt som at sige, at vores angrebsspil var i særklasse i omkring 55 minutter af kampen.

Se også: Mors-Thy-træner: Vores største kamp nogensinde

Nu venter Aalborg Håndbold i semifinalen på opkomlingen, der blev distanceret med hele 17 point af Bjerringbro-Silkeborg (BSV) i grundspillet - men som ikke desto mindre afviste også den økonomisk langt stærkere klub med de mange store navne, da det virkelig gjaldt i slutspillet.

Mors-Thy vandt over Aalborg-stjernerne for et par måneder siden ...

- Men det var knebent, og Aalborg havde ikke meget at spille for.

- Ikke desto mindre går vi nu selvfølgelig all-in. Ingen kunne have peget fingre ad os, hvis vi var slået ud. Nu er vi videre, og jeg skal have en god snak med drengene om, hvad vi nu gør.

- Alle har vel opdaget, at Mors-Thy ikke bare lægger sig!

0 kommentarer
Vis kommentarer