'Norge er bare bedre end os andre'

- Realistisk set hører vi til nummer fem-otte, siger landstræner Jan Pytlick, der glæder sig over at have fået større bredde i sin trup

Kristina Kristiansen og co. fik grund til at juble over en sejr i Golden League-turneringen i Frankrig. (Foto: AP)
Kristina Kristiansen og co. fik grund til at juble over en sejr i Golden League-turneringen i Frankrig. (Foto: AP)

- Norge er bare bedre end os andre. Det må vi bare sige.

Sådan lyder det fra landstræner Jan Pytlick efter denne uges Golden League-stævne i Frankrig, hvor de norske OL-vindere strøg til tops med tre sejre, mens Danmark sluttede godt af med en 31-30-sejr over Rusland efter indledende nederlag til Norge og Frankrig.

- Norge dækker godt op, de har en god keeper, de er gode mand mod mand, og de har et glimrende kollektivt spil. Der er noget at arbejde med, hvis vi skal nå derop, siger landstræneren til ekstrabladet.dk og vurderer sit eget hold således:

- Frankrig, Rusland, Montenegro følger efter, og vi ligger vel i top 8 - det kan være nummer fem eller nummer otte. Realistisk set er det der, vi er. Vi mangler stadig stabilitet over en hel turnering, men på en god dag kan vi slå alle hold, siger Jan Pytlick.

Læs også:

Se også: Pytlick: Vi slutter fint

Efter den radikale udskiftning på mandskabet og indførelsen af mere tempofyldt spil før det forholdsvis succesrige EM havde han i denne uges turnering taget de erfarne Trine Troelsen og Camilla Dalby med igen - efter bevidst at have forsøgt at styrke bredden på holdet og få inddraget så mange spillere som muligt.

- De skulle selvfølgelig lige vænne sig til den nye spillestil og de nye rytmer, men jeg synes, begge er faldet godt ind igen.

- Vi er 18 her, og jeg vil gerne rotere så meget som muligt, for vores bredde har tidligere været et problem. Og selvom det selvfølgelig har været lidt op og ned for mange af spillerne i kampene, så har alle leveret et godt indtryk - også til træning.

- Der er mange spillere til alle positioner, og det er en bevidst strategi at se så mange i spil som muligt, for jeg vil ikke en gang til løbe i den fælde, at jeg står og mangler en spiller til en position. Det giver selvfølgelig nogle rytmebrud, men nu har de nye prøvet at være med, og det vil betale sig på længere sigt, siger Jan Pytlick, hvis næste alvorlige opgave er VM-kvalifikationskampene i juni mod Tyrkiet.

Læs også:

Se også: Pytlicks piger slutter med maner

- Nu skal jeg hjem og kigge på det og ud og se slutspilskampene, og så må vi se i maj-juni, hvem der kommer med. Det positive er, at der er flere at vælge imellem. Der er tre playmakere plus Lærke Møller, der er tre højrebacker, der er en venstreback mere i forhold til EM, vi har prøvet fløje af - og der er stadig Mie Augustesen, Louise Lyksborg og Maibritt Kviesgaard derhjemme. Så jeg synes, det ser godt ud.

- Vi havde den lortekamp mod Norge, men siden har vi fundet tilbage til noget af det, vi fandt ved EM - det hurtige spil, de mange mål, energien.

- Vi har også fundet en konstellation med Marianne Bonde og Pernille Larsen i midterforsvaret, der fungerer i vores 6-0-opstilling, og så har vi endelig fået et alternativ til vores 6-0. Der er i hvert fald nogle typer hold, som vi kan bruge vores 4-2-opstilling mod, siger landstræneren til ekstrabladet.dk.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere