Håndbold-bagmand: - Ikke et ord om penge

Det er en tidligere divisionsspiller fra Fredericia – og Allan Simonsens arbejdsgiver – der kaster penge i kvindehåndbolden i København

Kim Mikkelsen i selskab med den kommende cheftræner Martin Albertsen. (Foto: Lars Poulsen)
Kim Mikkelsen i selskab med den kommende cheftræner Martin Albertsen. (Foto: Lars Poulsen)

Penge er ikke noget, vi taler om. Det er nogen, man har!

Så bombastisk udtaler eksil-jyden Kim Mikkelsen sig ikke, men manden, der nu har kastet sig ud i ejerskabet af en ny håndboldklub midt i en finanskrise, føler ingen større trang til at udbrede sig om, hvor ubegrænsede midlerne er.

Kun, at han har garanteret driften af København Håndbold de kommende tre sæsoner.

- Man går ikke ind i sådan nogle satsninger, hvis man ikke har en stor forkærlighed for sport. Jeg har selv spillet fodbold, håndbold og tennis, og så har jeg samtidig en lang baggrund på over 25 år i finansbranchen. Jeg tror, jeg kan kombinere noget indsigt i sport med indsigt i økonomi og så måske være en af dem, der får det til at lykkes, siger den 44-årige investerings-ekspert.

Historien viser, det er svært at trække folk til truget, når det handler om kvindehåndbold i København. Hvorfor tror du, det vil lykkes dig?

- Du kan også sige, det er svært at trække bankerne til at låne penge til ejendomme lige nu. Alt, hvad der før er gået galt, er der altid en svær start for. Jeg vælger at sige, at nu har vi nået bunden, så jeg tror, vi har ramt den rette timing. Hvis vi er ydmyge i forhold til opgaven, skal vi nok få det her til at vokse step by step, så er jeg overbevist om, at vi kan sikre et fornuftigt fundament og på sigt gøre det her rentabelt, siger Kim Mikkelsen.

Fornuftigt budget
- Jeg tror, københavnerne gerne vil se kvindehåndbold. Der skal bare skabes det rigtige produkt og gives nogle underholdning – i kampene. Vi tager det stille og roligt, vi er fornuftige med vores penge, siger manden, der ejer mellem 40 og 50 procent af selskabet bag fodbolden i Fredericia og dermed lønner Allan Simonsen.

- Hvad kommer det til at koste dig?

- Jeg vil ikke kommentere tal. Vi har stiftet selskabet, vi har lagt et fornuftigt budget og er ikke afhængige af de helt store risici de første tre sæsoner.

- Investorgrundlaget er mig. Men jo flere samarbejdspartnere, vi får ind, desto mindre behøver jeg tage op af lommen. Jeg har garanteret driften i tre år ud fra nul øvrige indtægter.

- Hvad er du god for?

- Det må jeg lade jer gætte på. Fokus skal være på den sportslige sektor – jeg vil ikke være frontfigur. Jeg stiller op i dag, og så forsvinder jeg ud af rampelyset, siger den nybagte håndboldklub-ejer og tilføjer:

- Min rolle er forholdsvis hurtigt udspillet.

- Hvis det nu skulle gå helt galt, og FIF rykker ned, hvad så?

- Ved du hvad, så klarer vi også det – så må det bare vare fire sæsoner i stedet for tre.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere