KIF-triumf i Ukraine

Kolding-mandskabet vandt den første kamp i det nye gruppespil i EHF Cup'en på udebane over ukrainske Motor Zaporozhye

Kim Andersson var en af KIF's bedste i sejren over ukrainske Motor Zaporozhye. (Arkivfoto: Ernst van Norde)
Kim Andersson var en af KIF's bedste i sejren over ukrainske Motor Zaporozhye. (Arkivfoto: Ernst van Norde)

KIF Kolding København åbnede det nye gruppespil i EHF Cup'en med succes, da de danske mesterskabsfavoritter på udebane vandt med 24-21 over ukrainske Motor Zaporozhye efter 10-8-føring ved pausen.

Præstationen var dog ikke voldsomt imponerende mod de tunge ukrainere, der ikke spillede med den store opfindsomhed, men solidt dansk forsvarsspil i 50 minutter af kampen var nøglen til sejren.

Kun i de første ti minutter efter pausen havde KIF problemer i den ende af banen, da Motor Zaporozhye scorede lige så hyppigt som i hele første halvleg og kom på 16-15.

Men de danske gæster kom hurtigt tilbage i front, og ukrainerne kom blot på tavlen to gange i det næste kvarter, hvilket bragte KIF foran 21-18 mod de tunge modstandere, og i slutfasen kørte KIF rutineret sejren hjem.

Læs også:

Se også: Afmålt Tvis-glæde over lodtrækning

Ukrainerne var dog ikke mere tunge på benene, end at de kampen igennem var i stand til at forvolde KIF problemer i den anden ende af banen med en offensiv opdækning og mandsopdækning af Kim Andersson, der i indledningen var KIF's bedste.

Gæsterne indledte nervøst og med mange tekniske fejl, og KIF manglede generelt flow i angrebsspillet. Bevægelige, men sygdomsramte Kasper Irming var savnet, og på dagen var Lasse Boesen nærmest helt væk, mens Bo Spellerberg stort set kun var farlig selv, når han skulle udnytte straffekast, hvilket han til gengæld gjorde yderst overlegent.

Spellerberg blev KIF-topscorer med otte mål, mens en glimrende Boris Schnuchel fulgte godt efter med syv scoringer. Kim Andersson fulgte efter med fem mål foran Lukas Karlsson med tre og Cyril Viudes med et enkelt.

De to øvrige klubber i Gruppe B, tyske Rhein-Neckar Löwen med den danske landsholdsmålmand Niklas Landin og slovakiske Tatran Presov, mødes senere lørdag aften. KIF's næste kamp i EHF Cup'en er på hjemmebane mod Tatran Presov.

Tvis Holstebro spiller søndag eftermiddag første kamp i Gruppe C mod slovenske Branik Maribor.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere