Sådan vinder Danmark VM-guldet

Tempo og tålmodighed. Det er to af nøgleordene i dagens VM-finale mod Spanien - se opskriften på sejr her

BARCELONA (ekstrabladet.dk): På mange måder er det let at være Ulrik Wilbek.

Hans hold er i balande fysisk og mentalt, og det fungerer i både angreb og forsvar. Spillerne ved desuden, hvad de skal gøre mod Spanien. De har stået overfor værtsnationen før - og vundet. Fem gange i træk i slutrundekampe faktisk. De ved, hvad der venter, og Wilbek har guldplanen klar.

Nøglen er at bevæge sig meget i angrebet og samtidig have stor tålmodighed. Hvilket lykkedes perfekt mod Kroatien.

- Kampen bliver afgjort på, om vi kan spille os igennem det spanske forsvar, så de ikke erobrer for mange bolde og scorer mange mål på kontra, for det er det, de er gode til. Vi skal bevæge os enormt meget, og så er det meget vigtigt med mange afleveringer, siger Ulrik Wilbek.

Læs også:

Se også: Danmark har krammet på Spanien

Det er især spaniernes bevægelighed, der gør dem til et godt forsvarshold, der med en offensiv tilgang ofte sender to mand frem i en skæv 4-2-opdækning. Og så skal Wilbeks spillere i dag være opmærksomme på nogle forsvarsspillere, der gerne vil lokke modstanderen i fælder.

- De prøver hele tiden at trække angrebsfejl ved at kaste sig tilbage. Men de er dygtige til de ting og til at forudsige spillet. De er meget dygtige til deres forsvarsspil. Det bliver spændende, om vi kan løse det.

- Vi skal have meget bevægelse. Vi er blevet bedre til at bevæge os uden bold. Mange afleveringer er meget vigtigt. Man må ikke prøve at løse det på første bold. Der er tre-fire gange mod Kroatien, hvor vi prøver på egen hånd, og da løser vi det ikke. Men resten af tiden spiller vi den rundt, siger Wilbek.

Læs også:

Se også: Søndergaard: Alle tror på guld

- Er det turneringens bedste forsvar mod det bedste angreb?

- Tja, det kan man godt sige. Men jeg synes nu også, at vores forsvar er meget, meget godt. Det er de to bedste hold, siger Wilbek.

I angrebet spiller Spanien et ofte lynende hurtigt presspil, hvor de hele tiden søger indspillene til stregspiller Julen Aguinagalde eller egne gennembrud. Til gengæld er deres skytter ikke dem, de bruger mest, og de tilhører heller ikke verdens bedste på backpositionerne.

- Sidste år havde vi meget succes med at stå forholdsvis defensivt og sørge for, at de ikke kunne spille den ind til Aguinagalde. Vi stod tæt omkring deres gennembrudsspil, lagde nogle gode parader og håbe, og så tog Niklas fra inde i målet. Det skal vi gøre igen. De har ikke det skudartilleri, som nogle andre hold. Så får vi Niklas og forsvaret i gang, så er det en god start, siger Rasmus Lauge.

Læs også:

Se også: Wilbeks sidste chance: Jeg må ikke tænke over det

Og som sådan er opskriften på sejr forholdsvis enkel - og den er hørt milliarder af gange før i en håndboldhal: Vi skal stå godt i forsvaret og løbe kontra …

- Ja, det er samme opskrift, siger Rene Toft Hansen med et smil.

- Det er der, vi er bedst. Vi så mod Ungarn, at hvis vi begynder at slappe af og ikke kører kontraerne, så får vi problemer. Vi skal stå godt i forsvaret, Niklas skal pille alt, og så skal vi løbe med dem, ha ha ...

Læs også:

Se også: Wilbek meget stolt af sine resultater

- Men sådan er det. Spanien har et godt forsvar og en god keeper, så vi kan få rigtig store problemer med at komme til mål i deres etablerede forsvar, siger Rene Toft Hansen, der håber, at danskerne har lært noget af deres finaler, som spanierne skal til tilbage til 2005 for at finde, da de vandt VM i Tunesien.

- Vi har jo spillet EM- og VM-finaler før med mange af de her spillere, så mange af os har prøvet det før. Vi har en vis rutine i finaler.

- Tænk, at man kan sidde og snakke om rutine om finaler …

Læs også:

Se også: Revanchetid for Søndergaard

- Ja, det er også helt vildt!

- Men det afgørende bliver jo alligevel, hvem der er der på dagen.

- Hvis det ene hold ikke er til stede, så bliver det kørt over, og så kan det være lige meget med rutiner. Vi skal sætte os på kampen fra start, for kan vi få en masse kontramål fra start, så vil det måske sidde i baghovedet på dem, at de har problemer mod os de tre seneste gange.Så vil det blive op ad bakke for dem, så det er utroligt vigtigt, at vi kan blive ved med at løbe på dem, siger Rene Toft Hansen.

0 kommentarer
Vis kommentarer