Wilbek: Denne gang er selvtilliden ægte

Frygter ikke ny sort dag: - Til OL var selvtilliden oppustet, ved VM er vi kommet til kvartfinalen med naturlig selvtillid, siger Ulrik Wilbek

Ulrik Wilbek glæder sig over den sunde VM-optimisme. (Foto: Lars Poulsen)
Ulrik Wilbek glæder sig over den sunde VM-optimisme. (Foto: Lars Poulsen)

BARCELONA (Ekstra Bladet): Mindre end et halvt år efter den sorteste dag i en lang glorværdig trænerkarriere står Ulrik Wilbek igen foran en skæbnesvanger kvartfinale.

Det kan ende med en medaljekamp, men også i en hjemrejse i utide på torsdag.

Helt nøjagtigt er der gået 24 uger eller 168 dage siden undertippede Sverige sendte Danmark ud af OL i London og snuppede den OL-finale, som Ulrik Wilbek og alle spillerne højlydt havde tilkendegivet var målet.

Se også: Ungarsk topscorer: Danmark er mit favorithold

Siden har Guldrik fortalt, at han efterfølgende efter 24-22-nederlaget til Sverige ’hadede håndbold’ i en grad, at han havde svært ved længere at se sig selv som træner.

Nedturen er kommet på afstand, ærmerne igen smøget op og en ny optur sat i gang.

Uden at have spillet prangende i samtlige 60 minutter, men til gengæld vist en målfarlighed som aldrig før er det første mål for VM i form af en kvartfinale indfriet.

En anden situation
Belønningen var en 3,5 timer lang bustur fra Zaragoza til Barcelona, men modsat den planlagte rejse med hurtigtoget fra Sevilla til Zaragoza røg det danske hold ikke denne gang i nye rejseproblemer.

– Bussen punkterede ikke, bemærker Ulrik Wilbek.

Men kvartfinalen er ikke nok for hverken Ulrik Wilbek eller spillerne.

Se også: Imponeret Wilbek: Ungarn er et farligt hold Se også: Imponeret Wilbek: Ungarn er et farligt hold

– Situationen er en anden i Barcelona end i London, siger Ulrik Wilbek.

– Det er rigtig nok, at selvtilliden hos spillerne er mindst lige så stor, men baggrunden er meget forskellig. OL og VM kan slet ikke sammenlignes, mener Ulrik Wilbek.

Tro på egne evner
– Til OL var selvtilliden oppustet efter rekordnederlaget til Kroatien på 11 mål. Det var som om spillerne havde brug for at sige det.

– Nu har vi spillet seks VM-kampe i Spanien og vundet alle uden de store problemer, så spillerne er kommet til kvartfinalen med en naturlig selvtillid og tro på egne evner, siger Ulrik Wilbek.

Med den overbevisende sejr over Tunesien, som tidligere i VM-turneringen har presset verdensmestrene Frankrig og slået de tidligere verdensmestre Tyskland, har Danmark taget hul på den anden VM-uge som ved de seneste mange slutrunder.

Formkurven har her også været stærkt stigende, og nu venter alle bare på, at Danmark i næste kamp vil komme til at spille på alle tangenter i en og samme kamp.

Se også: Danmark mod Ungarn i VM-kvartfinalen

En kamp, hvor skarpskytterne ikke skal klare opgaven alene, men hvor også fløj- og stregspillet vil få bolde at arbejde med, så det hele vil gå op i en højere enhed.

Og i den anden ende vil forsvaret stå lige så kompakt og kontant som mod Tunesien foran en forrygende Niklas Landin i målet.

Ny kamparena
– Vi har fortsat en masse at byde på, så vi vil videre fra kvartfinalen, siger Ulrik Wilbek, der mandag valgte at sende spillerne i styrketræningslokalet inden en fælles udflugt til den nye kamparena, Palau Sant Jordi.

Et sted, som ikke må forveksles med Palau Blaugrana, hvor Jesper Nøddesbo og Barcelona f.eks. spiller deres kampe.

Se også: Uhyggelige Spanien knuste EM-sølvvindere

Det er basketballarenaen fra OL i Barcelona 1992, der er bygget på bjerget Montjuic, der er taget i brug til slutkampe i VM.

Normalt bruges hallen til koncert og lignende, men har huset en del sport, f.eks. Final 4 i Europa League i basketball samt 2 x Davis Cup-finaler i tennis samt indendørs VM i atletik i 1995.

0 kommentarer
Vis kommentarer