Anne Dorthe Tanderup: Ulige kamp mod Anja

Skiftende klubtrænere måtte booste Anne Dorthe Tanderups selvtillid, hver gang hun kom hjem fra en landsholdssamling med Anja Andersen

Anne Dorthe Tanderup havde svært ved at acceptere, at Anja Andersen fik længere snor end hende på håndboldbanen. (Foto: Claus Bonnerup)
Anne Dorthe Tanderup havde svært ved at acceptere, at Anja Andersen fik længere snor end hende på håndboldbanen. (Foto: Claus Bonnerup)

Konkurrencen med Anja Andersen på landsholdets venstrebackposition i 90'erne var så ulige, at den tærede hårdt på Anne Dorthe Tanderup, når de to havde været samlet i landsholdsregi. Når hun kom hjem måtte hendes klubtræner ofte bruge lang tid på at bygge hende op igen, fortæller den tidligere jernlady nu i en bog.

- Vi spillede sammen på landsholdet i mange år, Anja og jeg. Det var især i de første år en meget ulige kamp. Anja var naturligt førstevalg som venstreback, det gjorde så mig til andet- eller tredjevalg, skriver Anne Dorthe Tanderup i bogen 'Min vej til et sundt liv', der udkommer senere på måneden.

Se også: Anne Dorthe Tanderup: Sådan scorede jeg Bjarne



Se også: Bjarne Riis har fået sin sjette søn

Landstræner Ulrik Wilbeks håndboldfilosofi var, at førstevalget havde længere snor end andet- og tredjevalget. Det betød, at Anja Andersen kunne lave den samme fejl to-tre gange, inden hun blev hevet ud på bænken, mens Anne Dorthe Tanderup blev hevet ud med det samme, hvis hun begik en tilsvarende fejl.

- Så kunne man ud af øjenkrogen skimte, at Ulrik begyndte at rulle med øjnene og rive sig i håret. Derefter var det direkte tilbage til bænken, beskriver hun.

- Denne praksis var sværere at håndtere for nogle spillere end andre. Jeg havde det svært med det, for jeg tog det personligt. Det var ikke få gange, at mine skiftende klubtrænere måtte samle mig op og booste min selvtillid efter hjemkomsten fra en landsholdssamling.

Se også: Bjarne Riis og Anne Dorthe skal giftes

Selv om konkurrencen var svær, erkender Anne Dorthe Tanderup, at Anja var den bedste.

- Hendes evner på en håndboldbane var fantastiske, hun var den teknisk begavede, kontroversielle, fandenivoldske spiller, der alene spillede for at vinde for sit hold. Jeg var mere den stilrene klassiske spiller, der gjorde en dyd ud af at følge taktikken og spille efter reglerne, siger andetvalget, der havde svært ved at se sig slået af en så uautoritær spiller.

- Hele min barndoms- og håndboldopdragelse blev rystet i sin grundvold, når hun gang på gang overskred grænser og brød aftaler. Hvordan var det muligt, at en spiller, der ikke fulgte holdets taktik, skulle have lov til at spille og være førstevalg? Svaret var ganske enkelt. Hun var verdens bedste.

0 kommentarer
Vis kommentarer