EM: Wilbek ser bort fra forsvarsveteran

Landstræner Ulrik Wilbek har sat navne på sine 18 EM-spillere

Kasper Nielsen er ikke med i Ulrik Wilbeks trup. (Foto: Lars Poulsen)
Kasper Nielsen er ikke med i Ulrik Wilbeks trup. (Foto: Lars Poulsen)

Historien kan gentage sig.

Således er den gamle forsvarskæmpe Kasper Nielsen igen havnet på en tilkaldervagt.

Selv om den 38 årige forsvarsspecialist har fået lidt af en renæssance med ansættelsen af svenskeren Per Carlén som vikartræner i Bjerringbro Silkeborg, har landstræner Ulrik Wilbek i første omgang droppet sin mest rutinerede spiller til EM på dansk grund.

Det skete også til sidste års VM i Spanien, hvor en fodskade hos Jesper Nøddesbo betød, at Kasper Nielsen blev fløjet ind til 1/8 finalen i Zaragoza mod Tunesien.

- Jeg synes ikke, at Kasper Nielsen har ramt formen her i efteråret. Det har Klaus Thomsen, og derfor er han med i stedet for, siger Ulrik Wilbek til Ritzau.

Helt ud er veteranen med næsten 200 landskampe på bogen dog ikke røget.

Han er havnet på listen over reserver, der igen er sendt videre til Det Europæiske Håndbold Forbund, så han kan køres ind, hvis forsvaret slår revner.

Ulrik Wilbek har til rollen som skraldemand foretrukket Tvis Holstebros Klaus Thomsen, der i næste sæson i øvrigt skifter til Bjerringbro Silkeborg.

THW Kiels Rasmus Lauge, som skadet måtte forlade Golden League i Oslo, er godt i gang med genoptræninger og positive tilbagemeldinger fra det nordtyske har betydet, at landstræneren har ham blandt de 18, som den 27. december vil flytte ind i EM-lejren i Herning.

- Det er ikke til at sige på nuværende tidspunkt, hvor klar han bliver. Jeg tror på, at han bliver klar, men spørgsmålet er, om han kommer i form, lyder det fra landstræneren.

16 spillere skal bruges i første gang, mens to f. eks. kan skiftes ind undervejs.

Med i truppen er også KIF Kolding Københavns stærkt spillende Bo Spellerberg, der ellers i første omgang var droppet med efter et stærkt efterår er blevet et hot navn.

De 18 spillere i den indsnævrede trup er:

Målmænd: Niklas Landin, Rhein Neckar Löwen, Jannick Green, Bjerringbro-Silkeborg

Fløjspillere: Lasse Svan Hansen, Flensburg Handewitt, Hans Lindberg, HSV Hamburg, Anders Eggert, Flensburg Handewitt, Casper Ulrich Mortensen, Bjerringbro Silkeborg

Stregspillere: Michael V. Knudsen, Flensburg Handewitt, René Toft Hansen, THW Kiel, Jesper Nøddesbo, FC Barcelona

Bagspillere/forsvarsspillere: Mads Christiansen, Bjerringbro-Silkeborg, Kasper Søndergaard, Skjern, Rasmus Lauge, THW Kiel, Thomas Mogensen, Flensburg Handewitt, Mikkel Hansen, Paris Handball, Mads Mensah Larsen, Aalborg Håndbold, Bo Spellerberg, KIF Kolding København, Henrik Møllgaard, Skjern, Klaus Thomsen, Team Tvis Holstebro.

0 kommentarer
Vis kommentarer