Spansk træner: Uværdig opførsel, Wilbek

Valero Rivera skuffet over ’den såkaldte årets træner’, der udeblev fra det officielle pressemøde

Ulrik Wilbek under medaljeoverrækkelsen i Barcelona søndag aften. (Foto: Lars Poulsen)
Ulrik Wilbek under medaljeoverrækkelsen i Barcelona søndag aften. (Foto: Lars Poulsen)

BARCELONA (ekstrabladet.dk): Den spanske træner Valero Rivera var dybt skuffet over sin danske kollega Ulrik Wilbek efter dagens spanske 35-19-ydmygelse af Danmark i VM-finalen.

Ulrik Wilbek optrådte nemlig i Riveras øjne uværdigt ved at udeblive fra den officielle pressekonference.

I stedet overlod Wilbek til sin pressechef Finn Tage Jensen at læse en kort meddelelse fra landstræneren op, mens Wilbek og assistenttræner Henrik Kronborg selv angiveligt var taget tilbage til hotellet.

- Jeg er mest skuffet over, at Ulrik Wilbek ikke er her. Vi har tabt til dem fire gange, og der kunne både han og jeg være der. Nu slog vi dem, og så var han her ikke. Det er uværdigt for den såkaldte årets træner i verden, sagde Valero Rivera på pressemødet.

Læs også:

Eggert: Det var ikke pinligt

Ingen pressefolk, som ekstrabladet.dk efterfølgende har snakket med, kan mindes at have oplevet lignende, og ingen kan mindes, at Wilbek tidligere skulle være udeblevet fra et officielt pressemøde.

Ulrik Wilbek blev i torsdags kåret til årets træner i verden, og da mødte han op for at modtage sin pris. På et officielt pressemøde.

Læs også:

Målløs kommentator: Det værste nogensinde

Wilbek selv kan ikke straffes for sin handling, men Dansk Håndbold Forbund står til en mindre bøde fra det internationale håndboldforbund IHF i størrelsesordenen nogle få tusinde kroner. Og både Wilbek og DHF har fået et hak i renomeet.