Maria Fisker: - Vi smadrede dem

Verdens bedste fløjspiller måtte kæmpe for at klargøre sig mentalt til pokalfinalen mindre end en uge efter VM

Maria Fisker hentede sin anden medalje inden for en uge - denne gang af guld. (Foto: Ernst van Norde)
Maria Fisker hentede sin anden medalje inden for en uge - denne gang af guld. (Foto: Ernst van Norde)

Skulle Viborg HK's Maria Fisker bruge ordet smadret efter pokalsejren over FC Midtjylland, skulle det i hvert ikke være for at stille en diagnose om, hvordan hun har det i kroppen efter VM. Derimod følte hun, at ordet var velvalgt at bruge omkring, hvad der skete i anden halvleg.

- Efter vi kæmpede os op til 10-10 ved pausen, havde vi i den grad momemtum, og i anden halvleg endte vi jo med at smadre dem, lød det fra fløjspilleren, der for mindre end en uge siden blev udtaget til VM's All Star-hold og i går med en sprudlende anden halvleg gjorde sit til, at Viborg HK vandt pokaltitlen for tredje gang ud af de seneste fire år.

Nogen reaktion efter den strabadserende VM-turnering, der først sluttede med hjemkomst 23. december, var Maria Fisker ikke ramt af.

- Nej, altså det har mest været oppe i hovedet, at jeg lige skulle finde mig selv igen. Men jeg vil da 100 gange hellere spille pokalfinale så kort efter VM end en eller anden ligegyldig ligakamp mod et bundhold.

Bagud 8-2 efter 10 minutter lurede fiaskoen.

Se også: Skidt start vendt til pokaltitel

Viborg-træner Christian Dalmose:

- Altså jeg frygtede ikke noget. Det har jeg trods alt været med i for mange år til at gøre. Jeg vidste, at alt var muligt, men det var da klart, at vi blev nødt til at prøve noget, og vi prøvede vel alt det, man kunne. Jeg er både stolt af mig selv og af pigerne. Alt, hvad jeg sagde, lykkedes det dem at udføre.

- Vel ikke de første 10 minutter?

- Nå, det mener du ikke. Nej, der lignede vi jo en flok U12-piger og havde ikke en eneste tackling.

Louise Burgaard var den anden Viborg-spiller, som skiftede VM-bronze ud med pokaltitel, og ligesom Maria Fisker var det også mest på det mentale plan, at hun skulle arbejde med at klargøre sig til en ny stor opgave så kort tid efter succesen med landsholdet.

Se også: Verdens bedste Fisker: Jeg mangler julegaver!

- Egentlig kan man ikke sammenligne de to ting. I Serbien var det hele så intenst gennem så lang tid. Jeg har lige skullet lande for derefter at på få dage at sætte mig op til pokalfinalen.

Og spurgte man Christian Dalmose, var al den snak om pokalfinale mindre end en uge efter VM, stort set det rene nonsens.

- Hold nu op og tør øjnene. Det er da fantastisk. Masser af tilskuere og en dejlig kamp. Det kan da ikke være bedre, lød det fra Christian Dalmose efter første titel som træner for Viborg HK.

1 af 2 Christian Dalmose jubler sammen med Maria Fisker. (Foto: Ernst van Norde)
2 af 2 Maria Fisker hentede sin anden medalje inden for en uge - denne gang af guld. (Foto: Ernst van Norde)
0 kommentarer
Vis kommentarer