Lindberg: Flere kampe giver flere skader

Landsholdsprofilen Hans Lindberg er ikke begejstret for, at der bliver flere og flere kampe i kalenderen

Hans Lindberg kan ikke se fidusen i flere kampe. (Foto: Lars Poulsen)
Hans Lindberg kan ikke se fidusen i flere kampe. (Foto: Lars Poulsen)

Rovdriften på håndboldspillerne bør stoppes.

Det mener en af de bærende spillere på landsholdet, Hans Lindberg, som på egen krop kan mærke slitagen.

Han er forundret over, at der i fremtiden skal spilles endnu flere klubkampe, end der bliver nu.

Det europæiske håndboldforbund EHF har netop vedtaget, at der fra 2015-sæsonen skal afvikles 14 indledende kampe i efterårets gruppespil i Champions League.

Se også: Wilbek: Begræns antallet af håndboldkampe

- Der bliver flere og flere kampe, og der er to forbund, som kæmper mod hinanden om hele tiden at lægge flere kampe ind for at tjene flere penge.

- Den tyske liga mener ikke, at det er dem, som er gal på den, men derimod EHF og landsholdene.

- Hvis Ulrik Wilbek kunne vælge, så ville han også rigtig gerne have flere træningsdage, hvor vi er samlet på landsholdet. Det skulle så tages væk et andet sted. Men faktum er, at det ikke kommer os spillere til gode, siger Lindberg.

- Der er ingen tvivl om, at det hårde kampprogram har medvirket til, at der er de skader, som der er.

Se også: KIF-træner vender tilbage efter lang sygeorlov

- Der er overbelastningsskader og træthedsskader, og der ikke tid til at fokusere på at holde kroppen ved lige, siger Lindberg.

- Det er en svær balance. For vi er ansat i nogle klubber, som mener, at vi skal tjene nogle penge på at sælge nogle flere billetter. Det er lidt problematisk.

- Nu er vi røget ud af Champions League, og der mistede klubben nogle indtægter. Så nu ved jeg, at vi skal spille fire-fem opvisningskampe rundt omkring i Tyskland, når sæsonen er slut, forklarer han.

HSV-fløjen har stadig en plan om at fortsætte på landsholdet, men de mange kampe har gjort, at han ligesom mange andre gør sig sine overvejelser.

- Når man er ansat på en kontrakt, som jeg nu er i Hamburg, og man skal tage konsekvensen, så er det at sige, at man stopper på landsholdet.

Se også: Han bliver ny assistent-landstræner

- Ikke dermed sagt, at jeg vil det. Men det er det, som har fået Thomas Mogensen til at stoppe for at kunne finde energien og overskuddet til at fortsætte.

- Og nu er det sådan, at landsholdet er det letteste sted at skære. Men de tanker har jeg ikke gjort mig. Jeg skal snakke med den nye landstræner og høre, hvad hans idéer er.

- Og hvordan han ser min rolle i fremtiden. Som udgangspunkt ser jeg mig selv som en del af landsholdet det næste stykke tid, siger Hans Lindberg.

0 kommentarer
Vis kommentarer