Wilbeks afløser: Udmærket EM-lodtrækning

Den kommende danske landstræner Gudmundur Gudmundsson har stor respekt for Hviderusland i EM-kvalifikationen

(Foto: AP)
(Foto: AP)

Det danske herrelandshold fik en fin lodtrækning, da de syv kvalifikationsgrupper til EM i 2016 fredag middag blev sammensat i den polske hovedstad Warszawa.

Det mener den kommende danske landstræner Gudmundur Gudmundsson, som overtager roret efter Ulrik Wilbek, når denne sæson er afsluttet.

Danmark lå i øverste seedningslag og trak Hviderusland fra andet seedningslag, Litauen fra tredje lag og Bosnien/Hercegovina fra det fjerde og nederste lag.

Se også: Mikkel og Co. skal til østfronten

- Det er en udmærket lodtrækning, og den kunne have været noget sværere.

- Men jeg har stor respekt for Hviderusland, som i mine øjne bliver bedre og bedre, og de to andre hold er heller ikke hold, man bare slår uden videre, siger Gudmundur Gudmundsson til DHF's hjemmeside.

Kampene i kvalifikationsgrupperne går i gang i oktober og november 2014 og afsluttes i juni 2015. Det bliver Gudmundssons første alvorlige opgaver som ny dansk landstræner.

De to bedste hold fra hver gruppe går videre til slutrunden i Polen, og det samme gør den bedst placerede treer. Danmark er storfavorit til at gå videre fra gruppen og nå til EM i Polen i 2016.

0 kommentarer
Vis kommentarer