Wilbek om Brøndby-job: Jeg holdt med KB engang

- Havde det været en anden end Thomas Frank, er det ikke sikkert, jeg havde været interesseret, siger den glødende Liverpool-fan

Ulrik Wilbek i en af sine sidste aktioner som landstræner - nu skal han den store Liverpool-fan sparre med Thomas Frank i Brøndby. (Foto: Ernst van Norde)
Ulrik Wilbek i en af sine sidste aktioner som landstræner - nu skal han den store Liverpool-fan sparre med Thomas Frank i Brøndby. (Foto: Ernst van Norde)

Det er en vild og rødglødende Liverpool-fan, Brøndby IF har hentet til Vestegnen. Ulrik Wilbek har fulgt holdet fra Beatles-byen trofast i adskillige år, og verdens mest vindende håndboldtræner har sjældent forsømt en lejlighed til at berette om røde triumfer. Når de var til at få øje på.

Den seneste sæson har den Viborg-baserede håndbold-coach været særdeles meddelsom...

Men skal han pege på en dansk fodboldklub, såeh...

Se også: Brøndby-boss: Wilbek er et perfekt match for os

- Ja, så må det jo blive det gamle KB, siger manden, der er født i Tunesien - men opvokset i Virum.

Så er du jo sådan set gået over til fjenden!

- Ja, det kan man jo sige. Men KB... Det er jo efterhånden mange år siden. Jeg er ikke fan af Brøndby - men jeg er fan af kulturen i klubben, siger Ulrik Wilbek.

Kan du ikke få tiden til at gå som sportschef, siden du søger ekstra-job?

- Jo, det kan jeg forsikre dig for, at jeg kan. Men omfanget af mit engagement i Brøndby er ikke så omfattende, at det kommer i vejen for mit hovedjob i DHF. Det kan komme til at handle om, at jeg hver 14. dag er i Brøndby, og så passer det jo sikkert meget godt med, at jeg samtidig også har et par dage, hvor jeg fysisk er til stede på DHF-kontoret. Mit DHF-job vil fortsat blive varetaget hjemme fra Viborg og ved møder rundt omkring i landet, om det så er Vejle, Nyborg eller hvor, de fysisk finder sted, siger Ulrik Wilbek.

Hvorfor har du sagt ja?

- På grund af kulturen i klubben og på grund af setup'et med den masterclass, klubben etablerer. Jeg tror, at de to ting til sammen kan give Brøndby, mig selv og DHF en masse. Det er ren win-win, siger Ulrik Wilbek.

Se også: Brøndby henter Wilbek

Den tidligere landstræner i håndbold skal sparre med cheftræner Thomas Frank og andre udvalgte ledere i klubben.

- Jeg skal udfordre og stille de dumme spørgsmål, give dem nogle udfordringer - og så bliver det ellers vældigt spændende at se, hvordan det udvikler sig derfra, siger Ulrik Wilbek, der blankt erkender, at direkte møder med Thomas Frank har haft stor betydning for engagementet i klubben.

- Det er klart. Havde cheftræneren været en helt anden type end Thomas, så er det ikke sikkert, jeg havde været interesseret. Men jeg synes jo, at de unge trænere som netop Thomas Frank og en Kasper Hjulmand er spændende. Sådan er det med de unge, der gerne vil frem, siger Ulrik Wilbek og understreger:

- Det handler om coaching og sparring. Men også om gensidig inspiration, så jeg også får noget med.

0 kommentarer
Vis kommentarer