Dansk ligaklub tæt på konkurs

Der er noget i vejen i Vejen, hvor landsholdsmålmand og hendes medspillere skal tage stilling til alvorlig løn-nedgang - eller lukning på mandag

Rikke Poulsen og holdkammeraterne i Vejen EH tager lige nu stilling til, om de vil og kan gå alvorligt ned i løn i resten af denne sæson - og den næste. Landsholdsmålmanden har dog sikret sig ny arbejdsgiver fra sommerferien. (Lars Poulsen)
Rikke Poulsen og holdkammeraterne i Vejen EH tager lige nu stilling til, om de vil og kan gå alvorligt ned i løn i resten af denne sæson - og den næste. Landsholdsmålmanden har dog sikret sig ny arbejdsgiver fra sommerferien. (Lars Poulsen)

Det har knitret og braget hele sæsonen, og mandag aften kan det være definitivt slut med kvindehåndbold på liga-niveau i Vejen EH.

Pengekassen er støvsuget for midler - og mere til. I dag mødes Håndbold Spiller Foreningen med sine medlemmer for at tage stilling til to krav: En kollektiv løn-nedgang på ca. 300.000 kroner for resten af denne sæson, og samtidig skal spillerne acceptere et ordentligt hug med løn-sablen i en eventuelt kommende sæson. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger skal spillerne samlet æde en løn-reduktion på en rund million kroner, hvis ledelsen i klubben overhovedet skal have en chance for at få et budget til at hænge sammen.

Spillerne i Vejen EH hører i forvejen bestemt ikke til de mest løntunge i dansk håndbold.

Se også: Vejen vinder forgæves - HC Odense i slutspillet

- Vi har meget travlt, og jeg vil ikke kommentere tal eller bringe detaljer, men det er korrekt, at spillerne lige nu skal tage stilling til nogle ting. Det er vi ikke på plads med, og den tilbagemelding venter vi bl.a. på, bekræfter direktør Henrik Schmidt-Ebbesen over for Ekstra Bladet.

- Vi har nogle bolde i luften, og dem skal vi have landet, inden vi holder bestyrelsesmøde mandag aften. Indtil da har jeg ikke så meget at sige, konstaterer en travl Henrik Schmidt-Ebbesen.

- Vi har et budget, vi arbejder efter, og der er flere brikker, der skal falde på plads, siger håndbold-direktøren.

Se også: Vejen holder liv i slutspilshåbet

- Men mandag træffer I beslutning, om I fortsætter - eller lukker?

- På mandag kan vi se, om vi tror på det, siger Henrik Schmidt-Ebbesen.

Vejen EH har anmodet om donationer, har spillet showkamp mod Italien til stærkt forhøjet tarif og satset på mundtlige tilsagn fra såvel gamle som nye sponsorer. Ifølge Ekstra Bladets informationer kniber det med at få de mundtlige tilsagn udmøntet i konkret cash. Tre større sponsorer skulle bl.a. have trukket tilsagn tilbage.

Vejen EH har bl.a. landsholds-målmanden Rikke Poulsen i staben. Hun har dog for et stykke tid siden sikret sig en ny arbejdsgiver i Viborg fra næste sæson.

0 kommentarer
Vis kommentarer