Kasper Hvidt før Tvis-møde: Vi har et godt udgangspunkt

Den tidligere landsholdskeeper Kasper Hvidt håber ikke, at KIF Kolding København undervurderer Team Tvis

Kasper Hvidt. (Arkivfoto: Rasmus Flindt Pedersen)
Kasper Hvidt. (Arkivfoto: Rasmus Flindt Pedersen)

KIF Kolding Københavns håndboldherrer fik lørdag et godt resultat i den første af to semifinaler på udebane mod Team Tvis Holstebro. Det endte med en tomålssejr til KIF Kolding København.

Nu skal arbejdet gøres færdigt på lørdag på hjemmebane i Brøndby, fortæller KIF Kolding København-målmand Kasper Hvidt i en pressemeddelelse.

- Vi har et godt udgangspunkt. Men lige meget hvordan resultatet blev i lørdags, lige meget om vi vandt eller tabte, så er der stadig 60 minutters håndbold tilbage, og jeg er sikker på, at det bliver en rigtig interessant kamp, siger Hvidt.

Den karismatiske målmand advarer mod at tro, at KIF Kolding København står med det ene ben i DM-finalen, for alt kan ske, og intet er afgjort endnu.

- Hvis man kigger tilbage, så kunne vi måske godt have vundet med en eller to mere, men vi kunne også have spillet uafgjort eller måske endda tabt med en.

- Men Søren Westphal diskede op med nogen gode redninger, som gjorde, at vi holdt Tvis bag os. Jeg syntes det var et fair resultat, lyder det fra Kasper Hvidt.

Returopgøret mellem KIF Kolding København og Team Tvis Holstebro spilles i Trefor Arena i Brøndby på lørdag klokken 17.05.

0 kommentarer
Vis kommentarer