Island erklærer verden krig

Folkene fra Atlanten i direkte VM-battle med magtfulde Hassan Moustafa – men svenske Arne Elovsson siger, der ikke er noget at komme efter. Australien er simpelt hen bare for ringe, og pladsen er ikke Europas

Endnu en slutrunde i Qatar skaber problemer. (Foto: Lars Poulsen)
Endnu en slutrunde i Qatar skaber problemer. (Foto: Lars Poulsen)

Island føler sig snydt, svindlet og bedraget for en plads ved VM-slutrunden i håndbold, der af alle steder skal holdes i det ’demokratiske’ Qatar i januar.

Det internationale håndboldforbund IHF annoncerede for nylig, at forbundet med et pennestrøg havde ekspederet ellers kvalificerede Australien ud af turneringen - og forærede i stedet pengestærke Tyskland et wild card til VM for mænd.

Tyskerne tabte til Polen i kval-kampene. Island tabte til Bosnien Hercegovina, men holder sig til et papir, der siger, at folkene fra den atlantiske ø efter EM i Danmark er EHF’s officielle førstereserve til VM - og at de altså skal have pladsen i stedet for Tyskland.

- Vi vil forfølge denne sag op til det allerhøjeste niveau, sagde den islandske håndbold-præsident Gudmundur B. Olafsson forleden til Ekstra Bladet.

Og den islandske advokat holder ord!

IHF hævder, at forbundet på et møde 30. maj - altså inden man vidste, at Tyskland ikke selv kunne kvalificere sig - besluttede at udelukke Oceanien fra VM.

- Vi har fået bekræftet fra medlemmer af IHF’s council, at der ikke blev holdt noget møde den 30. maj 2014. Til gengæld ser det ud til, at der er blevet sendt e-mails til medlemmerne, hvor man beder dem om tilladelse til at ændre regulativerne, skriver det islandske forbund og tilføjer:

- Det står derfor klart, at beslutningen ikke blev truffet den 30. maj 2014 som hævdet, men at det skete på IHF’s møde i Zagreb den 8. juli, noterer den islandske præsident.

Det islandske forbund stiller adskillige spørgsmålstegn ved lovligheden i beslutningen om at kyle Australien ud og Tyskland ind i forhold til IHF’s egne regler - og forlanger at blive tildelt Australiens VM-plads.

Man kan vist roligt sige, at de koldblodige islændinge har kastet sig ud i en krig med den magtfulde egyptiske IHF-præsident Hassan Moustafa!

Ekstra Bladet har talt med den svenske vice-præsident for EHF, der qua denne post også sidder i IHF’s council og deltog i mødet i Zagreb.

Se også: Håndbold-skandale kan koste OL-billetter  

Ifølge ham er der intet at komme efter:

- Denne beslutning udspringer af, at deltagerne fra Oceanien sportsligt er for ringe - vi har set Australien tabe 50-11 og de australske damer være bagud 0-14 mod Paraguay så sent som i december i Serbien. Vi er nødt til at værne om VM som produkt,  siger Arne Elovsson.

- Vi har for denne slutrunde udelukket Oceanien, men af det følger ikke, at Europa skal have den ledige plads. Vi uddeler den som et wild card og gik derfor tilbage til sidste VM, hvor Tyskland var det bedst placerede ikke-kvalificerede land, forklarer Arne Elovsson.

- Jeg er ikke dummere, end at jeg godt kan se, at Tyskland giver større økonomiske muligheder end Australien målt på økonomi og tv, men det er ikke det, der har fået IHF til at træffe beslutningen. Den skyldes udelukkende de mange slutrunder, hvor Oceanien ikke har holdt sportsligt niveau i VM-sammenhæng, hævder svenskeren over for Ekstra Bladet.

IHF’s council består af 18 medlemmer, hvoraf EHF’s præsident og vice-præsident er de to - og Europa har desuden seks direkte valgte. Oceanien var ikke repræsenteret.

Forlod Manfred Prause mødet under dette punkt?

- Nej, den tyske delegerede gik ikke ud. Beslutningen blev desuden truffet i enighed, siger Arne Elovsson.

Se også: Danske Aron raser: Det er vores VM-billet  

Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen