Bekymret før VM: Det er foruroligende

Det vil være et kæmpetab, siger anføreren om udsigten til at måtte undvære en af holdets allervigtigste spillere. Helt på linje med ham er landstræneren Nikolaj Jacobsen

Mikkel Hansen skal spares i forsvaret og mest bruges til at dække fløj i offensivt forsvar. Henrik Møllgard med ryggen til kan få en central rolle under VM i Danmark. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Mikkel Hansen skal spares i forsvaret og mest bruges til at dække fløj i offensivt forsvar. Henrik Møllgard med ryggen til kan få en central rolle under VM i Danmark. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

AARHUS (Ekstra Bladet): Ugens to EM-kvalifikationskampe mod Ukraine og Færøerne skal give fire point. Det skal det rutinerede danske landshold nok også sørge for på professionel vis.

Men tankerne er meget længere fremme, nemlig ved VM på hjemmebane som for Danmarks vedkommende begynder 10. januar i Royal Arena i København mod Chile.

Desværre er der som altid udfordringer med skadede spillere. Stortalentet Lasse Møller fra GOG er definitivt ude af billedet med en knæskade. Der er dog flere, der kan tage over på den plads. Værre er det, at forsvarsgeneralen René Toft Hansen i øjeblikket er ude med en lyskenskade.

Der går ikke mange af hans slags på dusinet, og det vækker da også bekymring hos landstræner Nikolaj Jacobsen, som i går havde samlet sin trup i Aarhus.

– Det er foruroligende. Réne har ikke spillet i lang tid. Det er kun blevet til nogle enkelte kampe for Veszprem. Spørgsmålet er ikke kun, om han kan nå at blive klar fysisk, men også om han på den korte tid kan komme tilbage til det niveau, han har spillet på tidligere. Det er lang tid at være ude. Også for en dygtig forsvarsspiller. 

– Men jeg vil gå langt for at få ham med. Han er en af dem med et højt internationalt snit, og vi har ikke mange med stor international erfaring i midterblokken, siger landstræneren.

Nikolaj Jacobsen har fem træninger og to kampe mod Ukraine og Færøerne til at træne nye forsvarskonstellationer. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Nikolaj Jacobsen har fem træninger og to kampe mod Ukraine og Færøerne til at træne nye forsvarskonstellationer. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Holdets anfører Niklas Landin, som har spillet tonsvis af kampe med René Toft i Kiel, er også bekymret over udsigten til måske at skulle undvære forsvarsklippen.

– Det kan betyde rigtigt meget i og med, han har været vores vigtigste forsvarsspiller og general gennem mange år. Han er én, vi alle har været trygge ved, og det vil være et kæmpe tab for os, hvis han ikke kan spille VM. Vi har heldigvis andre gode spillere, som kan tage over, men vi har strengt taget kun disse to kampe i denne uge og fem træninger til at arbejde med det.

Under sommeren træningslejr i Guadeloupe, hvor det blev til et par træningskampe mod Frankrig, prøvede landstræneren en konstellation i midterforsvaret bestående af Henrik Møllgaard og Alexander Lynggaard, og det faldt ikke så dårligt ud.

– Begge er taktisk dygtige og spiller med fin fysik. Vi havde en god højde på forsvaret, men nu var det altså kun træningskampe uden det helt vilde pres. Jeg tror heller ikke, Ukraine og Færøerne kommer til at presse os alt for meget.

– Vi har mange dygtige angrebsspillere i Danmark, men i forsvaret, hvor man vinder håndboldkampe, har vi nok dygtige spillere - men ikke med stor international rutine.

– Jeg skal også se, om jeg kan få Henrik Toft og Henrik Møllgaard til at fungere sammen på landsholdet. Det har ikke været den bedste konstellation indtil nu. Men vi skal have det til at fungere, for kampene vindes i dag i forsvaret, siger Nikolaj Jacobsen.

Henrik Toft er en stærk forsvarsspiller - men bedst, når han spiller sammen med storebror centralt. Desuden er han ikke førstevalg i Paris Handball. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henrik Toft er en stærk forsvarsspiller - men bedst, når han spiller sammen med storebror centralt. Desuden er han ikke førstevalg i Paris Handball. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Foruden de nye forsvarskonstellationer glæder landstræneren sig også til at se bagspilleren Nikolaj Markussen fra BSV i kampene mod Ukraine og Færøerne.

– Han har haft en rigtig god periode for BSV, men de sidste to gange, jeg har udtaget ham, har han meldt afbud med skader. Der er bestemt noget spil, vi gerne vil prøve med Nikolaj. Han har overblik og et godt skud fra distancen, men er også taktisk dygtig og af sin størrelse ganske bevægelig.

Mikkel Hansens knæ er under konstant opsyn af sundhedsstaben, men stjernen fra Paris deltog dog i alt under træningen mandag - minus den indledende fodboldkamp mellem øst og vest. Her er det fysioterapeuten Anja Greve, der er kommet på arbejde. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Mikkel Hansens knæ er under konstant opsyn af sundhedsstaben, men stjernen fra Paris deltog dog i alt under træningen mandag - minus den indledende fodboldkamp mellem øst og vest. Her er det fysioterapeuten Anja Greve, der er kommet på arbejde. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

– Vi skal have forbedret vores angrebsspil. Selv om jeg ikke synes, vi spillede fremragende angrebsspil ved EM i Kroatien, for det gjorde vi ikke, så fik vi alligevel løst tingene. Vi kan dog gøre tingene lettere for os selv ved at få nogle flere kontramål, men det får vi kun, hvis vi har et forsvar, der fungerer. Det havde vi ikke over 60 minutter i kampene i Kroatien, siger Nikolaj Jacobsen, der begyndte træningen i Aarhus med Aleksander Lynggaard og Henrik Møllgaard i midterforsvaret.

Siden blev spillere skiftet ind og ud i talrige kombinationer afsluttende med 5:1-forsvaret, hvor såvel Magnus Landin og Nikolaj Markussen fik lov at ligge fremskudt og lave ravage med deres lange arme.

Se også: Dansk OL-guldvinder: Jeg var ved at knække totalt i Rio

Se også: Nøddesbo revser Wilbeks valg: Ren følelsesporno

Se også: Se det rørende øjeblik: Dansk landsholdsspiller frier til kæresten

1 kommentar
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere