Bekymringer i VM-lejren: Så længe kan profilen være ude

Landsholdets læge Steen Bo Kalms opdaterer på skadesfronten. For to af spillernes vedkommende ser det godt ud, mens der er stor tvivl om Mads Mensah

Der er fortsat stor usikkerhed om, hvorvidt Mads Mensah kommer til at spille mere ved VM eller ej. Foto: Lars Poulsen.
Der er fortsat stor usikkerhed om, hvorvidt Mads Mensah kommer til at spille mere ved VM eller ej. Foto: Lars Poulsen.

PARIS (Ekstra Bladet): Skaderne har ramt Danmark ved VM i Frankrig. En efter en.

Først var det Mads Mensah, der røg ud med en fibersprængning i maveregionen, dernæst var det Morten Olsen, som fik en forstrækning i læggen og onsdag mod Bahrain var det unge Lasse Andersson, som måtte ud en tur med et overstræk i knæet.

Nu leverer landsholdslægen Steen Bo Kalms et overblik over skadessituationen. For to af dem ser det rigtig godt ud, mens der fortsat er tvivl om den tredje. Mads Mensah.

- Her er vi i en situation, hvor vi med sikkerhed kan sige, at han ikke bliver klar til sidste kamp i gruppen. Vi fortsætter behandlingerne af ham, og så vil vi hen ad vejen teste ham. Men lige nu er han ikke klar, siger Steen Bo Kalms.

Kan være ude længe
Men hvornår Mensah kan blive klar er der ikke nogen horisont på foreløbig.

- Jeg har oplevet nogen med den type skade, der er klar i løbet af en uge, og så har jeg oplevet nogen, hvor det tager fire, fem eller seks uger i værste fald, så det er en meget svær skade at vurdere. Også fordi den viser sig på så forskellig vis hos de skadesramte.

Derfor giver Mensahs sakde uundgåeligt nogle rynker i panden, som er dybere end bassen fra højtalerne i AccorHotels Arena i Paris, hvor Danmark spiller alle deres gruppekampe

- Så den er lidt bekymrende, når vi ikke kan spå om, hvorvidt han med sikkerhed bliver klar. Den er svær at have med at gøre.

Andersson og Olsen i bedring
Mens det hele ser usikkert ud for Mensah, er der straks mere positive meldinger om Morten Olsens og Lasse Anderssons skader.

- Morten Olsen ser det fornuftigt ud med. Det går den helt rigtige vej. Han kan løbe og bevæge sig normalt. Men vi fortsætter selvfølgelig med at behandle på forstrkningen, så han kan optimeres endnu mere. Men det ser fornuftigt ud.

Og Lasse Andersson er tilsyneladende kommet sig over forskrækkelsen mod Bahrain, hvor han fik et overstræk i sit ene knæ.

- Han er en smule øm i knæet. Men vi har undersøgt for, om der er væske i eller omkring knæet, og vi har undersøgt, om det er stabilt. Og han er fuldstændig lige så stabil omkring det skadede knæ som det raske knæ. Så han burde allerede være klar til at spille. Måske sidder han en træning over.

Danmark møder fredag Qatar i sidste gruppekamp. Danmark er dog vindere af Gruppe D uanset udfaldet af den kamp.

Se også: Sverige gør Danmark til gruppevinder

Se også: Røde Mikkel: Ramt af araber-komplot

Se også: ’Vi må vente med at skælde Mikkel ud'

Se også: Presset efter ny skade: Danmark har kun en udskiftning tilbage

1 kommentar
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere