Beslutningen truffet: Karrieren er slut

Håndboldprofil sætter skoene på hylden, når hans kontrakt med Bjerringbro-Silkeborg udløber til sommer

Jesper Nøddesbo har spillet i Bjerringbro-Silkeborg siden 2017. (Arkivfoto) Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Jesper Nøddesbo har spillet i Bjerringbro-Silkeborg siden 2017. (Arkivfoto) Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Til sommer trækker Jesper Nøddesbo for sidste gang Bjerringbro-Silkeborg-trøjen over hovedet og løber ind på håndboldbanen.

Den 40-årige håndboldprofil indstiller nemlig karrieren efter denne sæson. Det skriver BSH på sin hjemmeside.

- I BSH er vi som klub stolte af, at endnu en dansk landsholdsspiller slutter sin karriere hos os, siger administrerende direktør i klubben Jesper Schou.

- Nøddesbo er en seriøs spiller – på og uden for håndboldbanen. En spiller, der tænker på, hvad der er for holdets bedste, siger han.

Stregspilleren har været professionel siden 1999, hvor han startede karrieren for TTH Holstebro. Siden er turen gået forbi KIF Kolding, og derefter blev det til ti år i den spanske storklub FC Barcelona.

I 2017 kom han til BSH. Det var også samme år, han stoppede på det danske landshold efter 223 kampe.

Her var han med til at vinde OL i 2016 og EM i 2008. Det er desuden blevet til to VM-sølvmedaljer og en EM-sølvmedalje.

Nøddesbo har i løbet af den igangværende sæson døjet med en skade i akillessenen, men har været med på banen i de seneste opgør.

BSH spiller i øjeblikket i slutspillet i håndboldligaen, hvor holdet overraskende tabte den første kamp til Sønderjyske, men onsdag fik revanche med en storsejr over KIF Kolding.

- På mine egne og ikke mindst hele klubbens vegne skal der lyde en stor tak for indsatsen og held og lykke med næste kapitel.

- Inden vi lukker bogen og åbner en ny, er der stadig en masse håndboldkampe, der passende kan sluttes af med manér og med metal, siger Jesper Schou.

På lørdag sender Ekstra Bladet eksklusivt Copa del Rey-finalen mellem Barcelona og Athletic Bilbao. Kan Martin Braithwaite løfte sit første trofæ for storklubben. Se med her (PLUS+)