Blev kasseret i Danmark: Nu er han klar for FC Barcelona

For fire år siden kunne BSV ikke bruge Casper U. Mortensen – forleden ramte han toppen, da han blev præsenteret som ny spiller i sin drømmeklub

Casper U. Mortensens drømmeklub har siden barnsben været FC Barcelona. Det lignede en umulighed, men nu er han der. Foto: Lars Poulsen
Casper U. Mortensens drømmeklub har siden barnsben været FC Barcelona. Det lignede en umulighed, men nu er han der. Foto: Lars Poulsen

For fire år siden kasseret i BSV – i onsdags blev en stolt Casper U. Mortensen præsenteret på en af de fornemste adresser, der overhovedet findes: FC Barcelonas presselokale i Palau Blaugrana - en hurtig kontra fra mægtige Camp Nou.

Den 28-årige fløjraket har prøvet lidt af hvert, og roserne har bestemt været monteret med torne på en rute, der både har budt på nedtur i Jylland og storkonkurs i Hamburg – men også på OL-guld som ene mand på posten i Rio de Janeiro og topscorertitel i verdens suverænt mest udfordrende turnering, Bundesligaen.

Casper U. Mortensen har tilføjet masser af stjerneglimmer i forholdet og ægteskabet med TV2’s håndboldreporter Stine Bjerre Jørgensen, og så stod han såmænd i 2017 for et af januars største latterbrøl på en alvorlig baggrund, da han under årets sportsgalla kom halsende forsinket ind til overrækkelsen af pokalen for årets jubelscene – fordi han ude på lokummet havde deltaget i hurtig førstehjælp til en mand med hjertestop.

Årets jubelscene i 2016 var meget passende Casper U. Mortensens lange røvtur hen ad det olympiske gulv, da Danmark i Rio havde vundet guldet over Frankrig. Han blev efterfølgende hyldet i Herning under dramatiske omstændigheder. Foto: Claus Bonnerup
Årets jubelscene i 2016 var meget passende Casper U. Mortensens lange røvtur hen ad det olympiske gulv, da Danmark i Rio havde vundet guldet over Frankrig. Han blev efterfølgende hyldet i Herning under dramatiske omstændigheder. Foto: Claus Bonnerup

Onsdag var Casper U. Mortensen så igen stjernen, da FC Barcelona præsenterede sin nye nummer ’6’ og et godt bud på en spansk topscorertitel iført rødt og blåt – og den 28-årige københavner var naturligvis stolt.

- Det var en kæmpe dag, som jeg var ekstremt lykkelig for at kunne dele med min og Stines familie, der har valgt at flyve herned for dels at deltage på den store dag – dels hjælpe med at pakke vores enorme flyttelæs ud, siger venstrefløjen.

- Det var en af de fedeste dage i mit liv, og nu glæder jeg mig bare til at komme i gang. FC Barcelona er en drøm, der er gået i opfyldelse, tilføjer han.

Mens den catalanske kontrakt på klubniveau er et foreløbigt højdepunkt, faldt det tilsvarende lavpunkt, da Casper U. Mortensen for fire år siden efter to sæsoner i BSV fik vendt tommelen ned af den nys tiltrådte cheftræner Peter Bredsdorff, som Casper U. Mortensen så udmærket kendte i forvejen fra landsholdet.

- Han havde nye ideer og ville hellere bruge Stefan Hundstrup, fordi han var mere brugbar i forsvaret, og det er jo, hvad det er. Jeg VILLE med til VM i Qatar, så jeg skulle væk og fandt heldigvis en rigtig god løsning i Sønderborg hos SønderjyskE. Et dejligt sted, og jeg havde en fantastisk tid, siger Casper U. Mortensen.

Han er ikke et sekund i tvivl om, at modgangen har hærdet og gjort ham til den spiller, FC Barcelona valgte at bruge en del skillinger på at købe ud af kontrakten i Hannover-Burgdorf to år før udløb og udstyre med licens til at knalde bolde i kassen de kommende tre sæsoner. Faktisk måtte FC Barcelona tre gange forhøje sit tilbud om en overgangssum, inden præsidiet i Hannover-Burgdorf endelig accepterede prisen og lod danskeren gå.

- Det har været en fed rejse, og man kan ikke påstå, jeg har fundet den nemmeste vej, siger Casper U. Mortensen, der i de yngre år har smurt næverne i harpiks på så jævne adresser som Ajax, Fredericia og Viborg efter starten som purung i FCK Håndbold.

- Min rute har gjort mig ekstremt stærk. Jeg stod pludselig arbejdsløs, da Hamburg gik konkurs, og nogle gange skal man passere svære forhindringer for at nå de mål, man har. I mit tilfælde har jeg ramt det ypperste nu, og det er jeg bare glad for, siger Casper U. Mortensen.

Romantisk aften under luksuriøse og lune himmelstrøg. Han spurgte - hun sagde ja! (Privatfoto)
Romantisk aften under luksuriøse og lune himmelstrøg. Han spurgte - hun sagde ja! (Privatfoto)

Onsdag deltog familien i løjerne i Palau Blaugrana, hvor Casper U. Mortensen indledte og afsluttede pressemødet på spansk med et lille københavnsk twist og et ’Vamos Barca’ som udgangsreplik.

- Jeg forklarede, at det nok var bedst, jeg kørte stykket i midten på engelsk, forklarer landsholdsfløjen grinende om en festdag, der endte i hans og Stine Bjerres mere eller mindre udpakkede hjem tæt på Barcelonas centrum.

- Stines lillebror og kæreste havde på deres tur rundt i Spanien købt fornuftigt op af fremragende vin, så den nød vi i afdæmpet omfang, inden vi gik en tur rundt i de små gader. Jeg har ganske rigtigt ferie frem til den 3. august, men klubben har været så venlig at udstyre alle spillere med et fyldigt program, så jeg er dagligt ude at træne to gange, fortæller Casper U. Mortensen.

Casper U. Mortensen hjemme igen i august 2016 - med OL-guld og klar til kram med TV2-kæresten Stine Bjerre Jørgensen. Foto: Ritzau/Scanpix
Casper U. Mortensen hjemme igen i august 2016 - med OL-guld og klar til kram med TV2-kæresten Stine Bjerre Jørgensen. Foto: Ritzau/Scanpix

Økonomisk løber fløjspillere i Barcelona ikke med Karabatic-lønninger, men det er dog blevet til et pænt hop i grundlønnen.

- Altså, de har købet mig fri to år før udløb, men omvendt skal du selvfølgelig betales for dit arbejde, og økonomien skal også hænge sammen, for at du vil flytte. Jeg er tilfreds, og det handler mest af alt om at være ydmyg og vise dem, at de har valgt fuldstændig rigtigt, siger Casper U. Mortensen.

I FC Barcelona bliver han genforenet med landsholdskollegerne Kevin Møller og den dobbelt korsbåndsskadede Lasse Andersson, og veteranen Jesper Nøddesbo har givet sine dessiner hentet via 10 års erfaring i klubben og byen.

- Det er dejligt at have Kevin og Lasse i nærheden, og Danmark er jo et lille land. Jeg spillede i FIF sammen med Lasses storebror og har gennem årene set lillebror forvandle sin spinkle krop til en ordentlig hakkebøf, siger Casper U. Mortensen.

Se også: Kendt vært flytter til Barcelona - sådan vil hun passe TV2-jobbet

Se også: Dansk stjernepar er blevet gift

Se også: Blev helt på toilettet: Nu har danskers utrolige historie ramt udlandet

Se også: Håndboldstjerne friede til tv-darling på luksusferie

kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen