Blodigt dansk EM-drama: Nu forklarer han sammenstødet

- Det er nok ikke sidste gang, jeg skal sys med nål og tråd, siger Hans Lindberg, der var langt værre ramt, da han kvæstede sin ene nyre

Hans Lindberg ved alt for godt, at sådan et øjenbryn kan blive slået op igen. Han har prøvet turen fire-fem gange tidligere. Foto: Lars Poulsen
Hans Lindberg ved alt for godt, at sådan et øjenbryn kan blive slået op igen. Han har prøvet turen fire-fem gange tidligere. Foto: Lars Poulsen

SVETI MARTIN (Ekstra Bladet): Blodet flød, og der var drama for alle pengene, da Hans Lindberg og Mikkel Hansen med et ordentligt brag knaldede hovederne sammen i slutningen af torsdagens træning.

Dagen derpå flasher de begge det, der ligner en rigtig god start på et par solide blå øjne, men heldigvis var begge i stand til at træne fredag – og er meldt 100 pct. kampklar til Ungarn-kampen lørdag aften.

Lægen Morten Storgaard var netop checket ind i landsholdslejren og til sin første træning, da uheldet skete.

- Jeg undersøgte naturligvis først, om der var symptomer på hjernerystelse, men begge var heldigvis helt klare, fortæller lægen, der måtte sy Hans Lindbergs højre øjenbryn med to sting, mens Mikkel Hansen dagen derpå har butterfly-plaster til at samle en revne i højre kind.

- Det er, hvad der sker til træning. Vi går til den, og engang imellem sker der et uheld. Jeg har fået et par sting, og så kører vi videre. Der kommer formentlig et lille ar, fordi flængen sidder et lille stykke under øjenbrynet. Det går nok. Det er fjerde eller femte gang, jeg flækker et øjenbryn, siger Hans Lindberg.

Hvad skete der?

- Jeg tror, Mikkel får et lille skub i det, han skyder, og jeg tyvstarter selvfølgelig i en kontra under spil til to mål. Så støder vi hovederne sammen. Jeg tror, ingen af os anede, hvad der foregik. I starten er man jo lidt chokeret over, hvad der er sket, erkender højrefløjen.

Mikkel Hansen fik rimpet en flænge i kinden sammen med buttefly-plaster, fordi arret bliver pænere, end hvis det skal sys. Foto: Lars Poulsen
Mikkel Hansen fik rimpet en flænge i kinden sammen med buttefly-plaster, fordi arret bliver pænere, end hvis det skal sys. Foto: Lars Poulsen

Man bliver vel nervøs for en hjernerystelse?

- Selvfølgelig. Det er de opmærksomme på, men jeg har overhovedet ikke haft ondt i hovedet, siger Hans Lindberg, der ikke regner et sæbeøje for noget. For tre år siden var hans helbred og karriere truet, og han lå længe på intensiv med en kvæstet nyre efter et sammenstød med Silvio Heinevetter.

- Det hæver heldigvis lidt mere opad, så det er ikke noget, der generer øjet og mit syn, og så har jeg altså prøvet det, der er værre, siger Hans Lindberg.

Det sammenrimpede øjenbryn kan naturligvis blive slået op igen, men 'so be it', siger fløjen:

- Det vil da være en ulempe, hvis det sker, men umiddelbart er det ikke noget, jeg tænker på. Hvis der kommer en albue og rammer, så skal det jo sys igen, men det er ikke noget, jeg spekulerer på. Hvis du tænker på, om jeg trækker mig, så kan jeg svare nej. Jeg har prøvet det her før, og det bliver nok heller ikke sidste gang.

Se også: Puha! Mikkel er på banen igen

Se også: EM-drama: Blodig Mikkel forlader træningen

Trods, at han var indlagt, og karrieren var i fare, formåede Lindberg at holde humøret højt, da han var indlagt. (Foto: Privat) Sport og Spil Lindbergs groteske skade: Karrieren var i fare

Se også: Håb for indlagt Lindberg: Tæt på flytning

kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna Cecilia Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen