Dramaet er ikke slut i Esbjerg, efter at Estavana Polman i forrige weekend nægtede at spille anden halvleg af Champions League-kampen mod kroatiske Podravka.
Faktisk har sagen udviklet sig til lidt af et drama for klubben. Det er stadig uvist, hvorfor Polman nægtede at spille anden halvleg af kampen.
Ifølge TV3 Sports håndboldekspert Joachim Boldsen er sagen et større problem end det, klubben har kommunikeret ud til offentligheden.
- Team Esbjerg har valgt at sende en pressemeddelelse ud og konkluderer, at det var det, men man kan ikke lukke en sag ned på den måde. Man er nødt til at forklare, hvad problemet er, siger han og fortsætter:
- Jeg ser det som et kæmpe problem, at man har så stor en stjerne, som ikke har spillet i lang tid. For mig at se er det to parter, der går hver sin vej.
Se klippet med Joachim Boldsen øverst.
Balladen på sidelinjen medførte panderynker hos esbjergensernes cheftræner Jesper Jensen, som udtalte sig kritisk efterfølgende.
- Ingen skal sætte sig over holdet. Det er egentlig det eneste, jeg vil sige. Vi gør rigtig meget for at beskytte vores kultur og vores værdier, og der har hun ramt lidt ved siden af de seneste dage, sagde Jesper Jensen om sagen til JydskeVestKysten.
Tirsdag var Polman så indkaldt til møde med Team Esbjerg-ledelsen, hvor parterne blev enige om at lægge hændelserne bag sig.
Det indebar dog, at Estavana Polman fik en karantæne på en uge.