Bondes knæskade smadrer Pytlicks EM-plan

Det er en gevaldig streg i regningen, at Marianne Bonde ikke kan være med ved EM, siger Jan Pytlick.

Jan Pytlick må vinke farvel til en af de store profiler forud for EM. (Arkivfoto: Lars Poulsen)
Jan Pytlick må vinke farvel til en af de store profiler forud for EM. (Arkivfoto: Lars Poulsen)

Det er et alvorligt slag for det danske kvindelandshold, at den stærke forsvarsspiller Marianne Bonde tirsdag har meldt afbud til håndbold-EM i Ungarn og Kroatien med en knæskade.

Landstræner Jan Pytlick erkender efter tirsdagens træning, at han ikke umiddelbart har en plan B, som han nu kan sætte i værk.

- Nu skal jeg hjem og bruge nogle timer til at gennemtænke det. Jeg har ikke et klart billede af, hvad vi nu skal gøre, siger Pytlick.

Han skal overveje, om han vil erstatte Bonde med en decideret forsvarer som Rikke Skov eller Louise Svalastog.

Alternativet er, at han udtager en af de ekstraspillere, han havde med til Golden League i Norge i den forgangne weekend.

Kæmpe streg i regningen
Det ville i så fald blive playmakeren Lærke Møller eller højrebacken Mette Tranborg.

Marianne Bonde misser EM-slutrunden. (Foto: Lars Poulsen) Håndbold Skidt nyt for Pytlick: Forsvars-stjerne misser EM

Toft er klar (Foto: Ole Frederiksen) Håndbold Godt nyt til Pytlick: Sandra Toft bliver EM-klar

Uanset hvem det bliver, kommer Bondes afbud til at kunne mærkes på kort sigt, mener landstræneren.

- Det er en kæmpe streg i regningen. Det er vores forsvarskrumtap, der ryger ud, og det betyder selvfølgelig noget. Det må vi erkende.

- Hun har dækket op på et meget højt niveau, og vi er ramt, indtil vi får kørt en ny spiller ind. Vi har ikke flere træninger tilbage før afrejsen, og det gør det svært at få lukket hullet, siger Jan Pytlick.

Han vil senest onsdag have en afløser på plads.

0 kommentarer
Vis kommentarer