Corona udskyder igen håndboldmændenes CL-finalestævne

Mændenes Final 4-stævne i Champions League bliver atter udskudt og skal nu afvikles 28. og 29. december

Henrik Møllgaard (i hvidt) og resten af Aalborg Håndbold er klar til ottendedelsfinalerne i Champions League. (Arkivfoto) Foto: Sportxpress/Ritzau Scanpix
Henrik Møllgaard (i hvidt) og resten af Aalborg Håndbold er klar til ottendedelsfinalerne i Champions League. (Arkivfoto) Foto: Sportxpress/Ritzau Scanpix

Det har lange udsigter, før denne sæsons Champions League i herrehåndbold finder sin vinder.

Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) udskyder endnu en gang det afsluttende Final 4-stævne, så det nu skal afvikles 28. og 29. december. Det skriver forbundet på sin hjemmeside.

Billetter, der allerede er købt til stævnet, er også gældende i december, oplyser forbundet.

Final 4 skal spilles i Lanxess Arena i den tyske by Köln.

Stævnet var oprindeligt planlagt til 30. og 31. maj, men udbruddet af coronavirusset, der har ramt det meste af verden, fik i første omgang EHF til at udskyde stævnet til 22. og 23. august.

Nu er planerne så ændret igen, og de nye datoer ligger altså lang tid efter, at den nye håndboldsæson efter planen er begyndt.

EHF skriver på hjemmesiden, at man på et møde 24. april vil finde ud af, hvordan ottendedels- og kvartfinalerne skal afvikles.

Her vil man også beslutte, om man igen skal ændre datoerne for Final 4 i kvindernes Champions League, der i første omgang er ændret til 5. og 6. september.

Hos herrerne er Aalborg Håndbold klar til ottendedelsfinalerne i Champions League, mens Team Esbjerg stadig er med i kvindernes turnering.

Første gang, datoerne blev flyttet, blev det mødt med kritik fra blandt andre Mikkel Hansen, der til dagligt spiller i Paris Saint-Germain.

- Vi kæmper en hel sæson for at komme i Final 4, og så kan nogle spillere risikere at misse de vigtigste kampe, fordi de allerede har skrevet under med andre klubber fra sommer, sagde Mikkel Hansen dengang til Jyllands-Posten.

Mikkel Hansens holdkammerat Sander Sagosen er en af dem, der skifter klub til sommer. I næste sæson skal han tørne ud for THW Kiel. Netop de to klubber er blandt favoritterne til at nå Final 4.

1 kommentar
Vis kommentarer