Coronapandemien har sat stort set alt sport på pause verden over.
Det gælder også for håndbolden, og Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) ser sig nu nødsaget til også at aflyse den resterende del af kvalifikationen til kvindernes EM i december samt til herrernes VM i januar.
Det skriver EHF på sin hjemmeside.
De danske håndboldkvinder er dog sikker på en plads ved kvinde-EM, da Danmark er vært for slutrunden sammen med Norge.
De resterende pladser går til de hold, der var bedst placeret til EM i 2018.
Det betyder, at Frankrig, Rusland, Holland, Rumænien, Sverige, Ungarn, Montenegro, Tyskland, Serbien, Spanien, Slovenien, Polen, Tjekkiet og Kroatien foruden Danmark og Norge skal kæmpe om EM-titlen.
Lodtrækningen til gruppespillet vil finde sted 18. juni i Wien.
Hos herrerne er Danmark også sikret en plads ved VM i 2021 på trods af den aflyste kvalifikation. Håndboldherrerne skal med til VM som forsvarende mestre, efter at de vandt VM i 2019.
Derudover er Spanien, Kroatien og Norge sikret en plads ved slutrunden, efter at de fik henholdsvis guld, sølv og bronze ved EM.
Desuden bliver Slovenien, Tyskland, Portugal, Sverige, Østrig, Ungarn, Hviderusland, Island, Tjekkiet og Frankrig de øvrige europæiske nationer, der deltager ved VM.
De kommer med på grund af deres placeringer ved EM i januar.
VM i 2021 skal afholdes i Egypten.