'Crazy' beslutning: Det er unfair!

Aalborg EH rykker ned med mindst mulig margin - de havde endda en direkte kamp mod dem, de lå a point med

Allan Heine går fra den næstbedste klub i Frankrig til et dansk 1. divisionshold. Foto: Loic Venance/Ritzau Scanpix
Allan Heine går fra den næstbedste klub i Frankrig til et dansk 1. divisionshold. Foto: Loic Venance/Ritzau Scanpix

Det lyder så mageligt med en skrivebordsafgørelse, men det er blodigt alvor for de implicerede klubber.

Det måtte Aalborg EH i den grad sande, da de tirsdag eftermiddag blev rykket ned fra kvindernes bedste række - endda med mindst mulig margin, idet de lå lige med Skanderborg og havde en kamp tilbage mod dem.

Det skyldes, at Udvalget for Professionel Håndbold under Danmarks Håndboldforbund har trukket en streg i sandet og afgjort ligaen før tid på grund af coronavirussens indtog.

I den ambitiøse nordjyske klub raser man over, at den afgørelse er truffet.

- Vi er dybt chokerede og meget skuffede over det. Det er den mest unfair løsning, og vi har svært ved at forstå, at man kan nå til den konklusion, siger direktør Henrik Skals til Ekstra Bladet.

Han har forståelse for, at det er en svær situation, men klubben havde til det sidste håbet, at man var kommet frem til, at næste års liga ville indeholde 15 klubber.

De gav selv deres input for cirka 14 dage siden, og de mener ikke, de kunne have gjort mere for at påvirke processen og slutresultatet.

'Crazy' beslutning
Efter denne sæson skal Allan Heine være træner for det nye 1. divisionshold, eftersom han afløser den nuværende træner, Morten Holmen. Heine er slet ikke tilfreds med 'løsningen'.

- Det er en crazy beslutning. Det er uforståeligt, at man kan træffe sådan en. Så antager man jo, at Aalborg ikke får flere point i de sidste kampe. Det kan være, det ville være sådan, men man antager det, siger Heine til Ekstra Bladet.

Han havde ligeledes håbet på 15 hold.

- På den måde havde der ikke være store ofre i det frygtelige scenarie. De resterende hold skulle finde en ekstra spilledag og ofre sig en lille smule, men i stedet er det Aalborg, der skal ofre det hele.

Den anerkendte træner savner tanker ud af boksen i denne svære situation.

- Det kunne være i form af et kval-stævne, så vi fik en sportslige afgørelse.

Ingen kattelem
Det er en noget usædvanlig situation for netop Allan Heine. En meget respekteret træner, der kommer til fra den franske topklub Nantes for at udvikle holdet.

Desværre i den næstbedste række.

Det kunne have været situationen, selv hvis sæsonen var blevet spillet færdigt, for Aalborg EH lå altså sidst, da de havde tre kampe af grundspillet tilbage.

For Heine er der ingen kattelem, hvis klubben skulle rykke ned, og direktøren slår også fast, at de har givet håndslag på, at han er træner, selvom det foregår på næstbedste niveau i Danmark.

Heine er også klar til at tage kampen op.

- Det har vi haft en dialog om, for det var selvfølgelig en reel mulighed, siger træneren.

Den 40-årige håndboldmand har tidligere slået sine folder i Nordjylland og glædet sig til at vende tilbage.

Det bliver dog et noget andet projekt, han kan se frem til. 

- Det har reduceret budgettet betragteligt, men vi kæmper videre, siger direktøren.

- Det er ualmindeligt træls, for han er en af de bedste kvindetrænere, vi har i landet. Så det er ærgerligt, at vi ikke kan være med i den bedste liga.

Heine og Aalborg EH har lavet en toårig aftale.

Ender håndbold-sæsonen: Har kåret de nye danske mestre

Fans betaler for stortalent