Som han stod der ved spillerindgangen i tunnelen i den fynske arena, lignede landstræner Nikolaj Jacobsen langt fra en tilfreds mand. Efter nederlaget til Ungarn havde han holdt spillerne længe i omklædningsrummet. Der var ting, der lige skulle tales igennem.
Da han endelig kom ud til pressen, ventede han ikke engang på det første spørgsmål. Han tog selv ordet.
- Jeg er selvfølgelig ikke tilfreds, og da slet ikke med den første halvleg, hvor vi kom ud med lige det modsatte af, hvad vi viste i den første kamp mod Ungarn i torsdags. Uden vilje og uden tro på tingene. Det var rigtig skuffende.
- Kan du forklare det?
- Nej, det kan jeg ikke. Jeg havde endda fat i dem inden kampen for at fortælle dem, at de skulle steppe op. Ingen kan være i tvivl om, at Ungarn er et super godt hold. Vi vidste godt, at det ville blive en helt anden kamp. Men når vi starter ud med ikke at tage nogen mand-mand-dueller, bliver det svært.
- Vi spillede alt for meget sidelæns, og efter de første 10 minutter kunne vi allerede skrive flere fejl ind end efter 60 minutter i torsdags. Det var noget bekymrende at se, at vi kunne komme sådan ind til en kamp. De var ikke helt klar oppe i hovederne til at tage duellerne.
- Det var lidt som om, at den der kamp i torsdags fik dem til at tro, at nu er vi ved at være der, og så skal vi gang ved VM på tirsdag, men så glemte vi lige, at der også var den her kamp mod Ungarn.
- Er du overrasket over bundniveauet?
- Det bundniveau har man set over nogle år, så det er jeg ikke overrasket over. Jeg synes, det her hold er ekstremt dygtigt, når vi spiller på top, men den der stabilitet som nogen af de andre hold i toppen har, synes jeg ikke, vi har. Og det har vi ikke haft de sidste tre-fire slutrunder, konstaterer Nikolaj Jacobsen nøgternt.
Landin: Jeg bliver hidsig, når de pløkker mig lige i hovedet