Danmark fik uafgjort i spansk gyser

Rikke Skov og Anne Mette Hansen bombede lystigt løs, da Danmark efter elendige 20 minutter kun havde scoret tre gange

De danske håndboldpiger reddede sig uafgjort mod Spanien. (Foto: Lars Poulsen)
De danske håndboldpiger reddede sig uafgjort mod Spanien. (Foto: Lars Poulsen)

Danmark-Spanien 25-25 (10-12)

GIJON (Ekstra Bladet): Anne Mette Hansen har det med at komme fra baghjul. Sidste år tvang hun sig ind i EM-truppen på det yderste mandat en tidlig eftermiddag på norske Holmenkollen, hvor Jan Pytlick nominerede sin endelige trup til EM-løjerne i Ungarn.

Denne weekend i Spanien har København-spilleren igen demonstreret, at formen er lige præcis der, hvor den skal være før VM på hjemmebane – og dermed sat to tunge streger under sit navn, når Klavs Bruun Jørgensen senere på dagen udtager sin VM-trup – eller i hvert fald de 15 første af 16 navne, der skal gøre sig klar lørdag i Herning.

Anne Mette Hansen hamrede fire bolde i boksen på sine 20 minutter, og veteranen Rikke Skov leverede også en fin håndfuld i en kamp, der lignede alt andet end spænding de første elendige 20 minutter.

Klavs Bruun Jørgensen rasede i gammeldaws velkendt herretræner-stil. For helvede, hvor var landstræneren bare godt og grundigt utilfreds med en lang, satset aflevering i en heftig kontra frem mod Mette Gravholt.

Den danske bænk skreg af grin til sidst

Bolden lå i hoftehøjde til den pressede stregspiller – og fuldstændig i tråd med almindelig chancevurdering: Muligheden pissede ud i det søndags-solbeskinnede glitrende Biscayen som en sild på flugt fra en måge.

Da havde de danske spillere ellers lige kæmpet sig retur i kampen i slutningen af en relativt håbløst – mildest talt – første halvleg. Igen! Fristes man til at sige. De første 30 minutter mod Angola lørdag var også rædselsfulde, mens modstanden fredag fra tunesisk hold var så ringe, at det egentlig er svært at vurdere de førte 30 minutter på baggrund af dét styrkeforhold.

Klavs Bruun Jørgensen ville selvfølgelig have foretrukket en kontrolleret dansk offensiv lige præcis på dét tidspunkt i en kamp, hvor holdet kom uhjælpeligt bagud 3-9 efter 18 minutter.

Verdens mest indlysende time-out fik sat lidt skik på sagerne, og de danske tropper slæbte sig 6-11 på 8-11 og 10-12 ved pausen.

Derfra blev det faktisk spændende, selv om spanierne hele tiden formåede at holde afstanden på to scoringer i eget favør – men alligevel en slags præstation i en kamp, hvor danskerne i starten tabte overtal, undertal, smed kontraer væk og begik tekniske fejl – og brændte tre straffekast, inden Stine Jørgensen som fjerde skytte endelig var i stand til at passere en spansk målvogter fra syv meter.

Ny dansk storsejr trods bundløs første halvleg

Forsvaret blev presset frem og tvang spanierne til fejl og afslutninger fra fløjen, hvor Rikke Poulsen plukkede nogle – og andre enten tog stolper eller gik rent forbi.

Men man må give spillerne og træner-teamet ét: Der er ingen tvivl om ruten og de midler, der hører til, og langsomt åd Danmark sig ind på spanierne efter 27 minutter stillingskrig i anden halvleg. Spanien førte med tre fem minutter før tid, men danskerne dækkede massivt op og tvang store fejl ud af modstanderne.

Kontraerne sad i skabet, og selv straffekastene blev udnyttet!

Danmark førte endda 25-24 et halvt minut før tid, men at spanierne fik udlignet fire sekunder før tid udgør nok kun en mindre ærgrelse – det var trods alt kun en testkamp.