Det danske U21-landshold i håndbold leverede en imponerende præstation, da holdet lørdag aften spillede sig i VM-finalen.
Danskerne besejrede de franske verdensmestre 37-34, og dermed blev Danmark finaleklar.
Frankrig slog ellers Danmark i gruppespillet med 30-22 og var favoritter i semifinalen, men landstræner Morten Henriksens tropper leverede varen i det målrige opgør.
- Det er så fantastisk. Drengene fortjener virkelig at stå i den her finale.
- Vi gik ind til kampen med troen på, at det godt kunne lade sig gøre, og gennem hele kampen løftede vi i fællesskab.
- Flotte individuelle angrebspræstationer og Simon Gade i målet gjorde forskellen. Vi formåede at drille franskmændene med vores syv mod seks-spil i hele kampen, siger Morten Henriksen i en pressemeddelelse fra Dansk Håndbold Forbund (DHF).
- Nu skal drenge have lov til at mærke euforien. Der er flere af spillerne, der har fået mange minutter i de seneste par kampe, så vi har helt sikkert fokus på vores restitution frem mod finalen.
Mathias Bitsch blev dansk topscorer mod Frankrig med 11 scoringer.
Danmark møder i finalen søndag aften klokken 19 dansk tid Spanien, der slog Tyskland med 26-21.
Du kan se hele kampen eller bare den dramatiske afgørelse her