Danmark er klar til kvartfinalerne efter en slidsom sejr på 34-27 over Japan, men kors hvor holdt det hårdt på en aften, hvor alle troede, paragrafferne var ordnet INDEN opgøret mod Japan – men Kroatien tabte forbløffende til Argentina.
Det startede med drama! Mikkel Hansen måtte blive hjemme på hotellet med et maveonde – det, der her på randen af Sahara populært kaldes ’Cairo Quickstep’. Johan Hansen er også ramt.
Det fortsatte med kvikke japanske futter inde på banen, hvor en hullet dansk defensiv uden sædvanlig speed i konvolutterne blev løbet vind og skæve af asiaterne. Det blev et veritabelt målorgie, da de japanske kamikaze-krigere blæste højt og flot på, at de stillede med et solidt bundt reserver.
De kom blæsende fra start, og måltavlen var tæt på overbelastning, når spillet i hæsblæsende fart nok engang var vendt, og kuglen lå i kassen i enten den ene eller den anden ende.
Scoren blev dog holdt ’nede’ på 19-17 ved pausen… Danmark måtte lide i tre kvarter, inden japanerne sodede til i fejl, og Magnus Landin med 13 minutter tilbage kunne hamre kuglen ind til 28-22 og skabe noget, der mindede om ro.
Simon Hald, Henrik Møllgaard og de andre i midterblokken fik indledningsvist yderst sjældent fat i de solens sønner. Ingen spilstop forsinkede udfordrernes flow, og de sagde pænt tak, og det kunne have set slemt ud, hvis Niklas Landin ikke havde leveret fem store redninger inden pausen – uden at stå fremragende. Han steg så i anden halvleg.
Mathias Gidsel viste sig som et menneske igen og begik fejl, Simon Hald buldrede ind i to udvisninger og fik en ordentlig røffel af såvel Niklas Landin som Nikolaj Jacobsen, og da Danmark havde chancen for at gå på plus fire kort inden pausen, mistede Jacob holm bolden, og Japan kunne score i tomt mål.
Ikke godt. Eneste mand, der for alvor brillerede i første halvleg, var Emil Jakobsen, der endelig fik sin VM-debut efter en uge i corona-eksil. Men også her var der smuttere, selv om den elegante GOG-wing scorede otte gange på de første 30 minutter – han burde nemlig have lavet ti! Han fik dog plaffet yderligere fire straffekast ind efter pausen.
Mads Mensah blev gjort kampklar efter pausen, Jacob Holm satsede og lavede fejl, Simon Hald fik knust en japaner og blev belønnet med sin tredje udvisning og rødt kort, og der blev brændt lystigt på de to japanske keepere.
Det var virkelig barske tider i en kamp, hvor Niklas Landin imponerede, da han kom flyvende som Fantomet og med det yderste af en finger fik pustet et japansk skud mod tomt mål væk.
Det lykkedes langt om længe at slå hullet til plus fire og senere seks, og der var ikke tvivl til sidst – men nogen magtdemonstration var det sgutte.
Det blev for kedeligt i Barcelona
Landsholds-kæreste hjalp Emil i fængslet