Danmark smaskede Ungarn i mega målorgie

Førstepladsen i EM-kvalifikationen er næsten i havn, men Nikolaj Jacobsen har stadig et forsvar, der skal kittes sammen

Hansen havde medbragt hammeren i Aarhus. Foto: Claus Bonnerup
Hansen havde medbragt hammeren i Aarhus. Foto: Claus Bonnerup

AARHUS (Ekstra Bladet): Publikum sejled’ op ad åen og sejled’ nedad igen. Forsvaret sejlede med! Præcis som i Budapest torsdag aften var der enorme afstemnings-problemer i en defensiv, der slet, slet ikke endnu er kalibreret til Nikolaj Jacobsen-standard.

Men bare rolig: Det kommer! Og Danmark vandt trods alt en sikker sejr på 35-27 over Ungarn i et målorgie af et andendags-gilde i Aarhus, førstepladsen i gruppen er hjemme, god seedning til puljespillet i Kroatien. Alt er næsten godt.

Ungarn var uden fire af sportens allerstørste profiler: Målmand Roland ’50 pct.’ Mikler, superstjernen Lazlo Nagy, den tidligere Viborg-strateg Gabor Csaszar og bomberen Jamali. Alligevel legede et ungarsk hold – nærmest totalt blottet for fløjspil – i 30 minutter kispus med et vakkelvornt dansk forsvar, selv om alt i det ungarske artilleri var programmeret til enten at ende med et flæk, et indspil til den enorme stregspiller Bence Banhidi eller et gennembrud.

Niklas Landin fangede én bold, Kevin Møller nåede trods alt op på tre parader inden pausen. Nikolaj Jacobsen lod galden eksplodere i sine time-outs, hvor det er et passende gæt, at han skreg på tempo, tempo, tempo i såvel angreb som forsvar.

Det fik han efterhånden, og ungarerne gik nok engang kolde undervejs. Men der er nok at se til for Nikolaj Jacobsen, når han i juni samler hæren til nye manuduktioner før de afsluttende kampe mod gruppens underdogs, Holland og Letland.

Ungarn gik i front fra start og førte i perioder af første halvleg med fire scoringer – i en halvleg, hvor ungarerne dækkede hårdt og tog udvisningerne. Det var i perioder ren udveksling af mål, når Mikkel Hansen og Co. satte turboladeren til efter ungarske basser og straks nulstillede afstanden. Danmark gik første gang i front ved 18-17 – pausestillingen.

Derefter var der ungarsk udsalg og danske scoringer i bundter. Flotte mål og masser af fint spil, men man skal altså lige regne ind, at ungarerne havde slået op i banen.

Det forhindrede dog ikke de begejstrede tilskuere i en udsolgt hal i taktfaste klapsalver og såmænd også fællessang til Volbeat, og så kan det vel ikke have været en helt skæv aften, da holdet vendte ’hjem til Aarhus’...

Lasse Svan satte den afsluttende træffer ind med sit andet gyldne reje-lob i kampen, og derfra var der dømt ægte pøbelfryd.

Se også: Györ vinder Champions League efter gyserfinale

Se også: Anføreren dumper med et brag i dansk storsejr

Se også: Danmark er klar til EM: Men her fungerede intet!

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen