Danmark taber en tæt VM-semifinale til Frankrig

Danmark må nøjes med at spille om VM-bronze efter 23-22-nederlag til Frankrig i semifinalen

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen
Følg Håndbold

GRANOLLERS (Ekstra Bladet): Nej, nej, nej. Quel désastre! Danmark havde de olympiske mestre helt nede i sækken i et VM-drama af rang og lige til historiebøgerne.

Men efter at have ført i 56 minutter måtte de strække våben til sidst. Frankrig går i VM-finalen efter en kneben sejr på 23-22. Lærke Nolsøe fik chancen for udligning med ét minut tilbage, men afslutningen prellede desværre af på Cleopatre Darleux.

De skuffede danske spillere kan være stolte af deres fight og spil, men for mange brændte chancer tilsat tekniske fejl kostede dyrt. Danmark må nøjes med at spille om bronzen søndag først på eftermiddagen.

Althea Reinhardt stod en flot kamp, men var tydeligt meget skuffet efter nederlaget. Foto: Lars Poulsen
Althea Reinhardt stod en flot kamp, men var tydeligt meget skuffet efter nederlaget. Foto: Lars Poulsen

Danmark erobrede ellers bolden med 16 sekunder tilbage, men Line Haugsted blev jævnet med jorden, og Anne Mette Hansen kunne ikke lave en Mikkel Hansen på det afsluttende frikast.

Shit happens. Men umanerligt ondskabsfuld ærgerligt på en dag, da Danmark havde modstanderne totalt på hælene i store dele af kampen.

Line Haugsted brændte bolden, banen og hallen af fredag aften i Palau d'Esports de Granollers, men det endte i tårer og brødløs kunst til sidst.

Jyden gik determineret til stålet i forsvaret og tævede kugler utageligt ind i den anden ende, så man næppe troede sine egne øjne på en helt igennem forrygende catalonsk aften i december.

Man vidste, at det ligesom kunne ende med noget stort, da Mie Højlund trods 47 sekunder i dobbelt undertal kunne score til 20-17, og en stort spillende Althea Reinhardt i fransk kontra kunne plukke en bold fra en blå mademoiselle.

Det endte i vilde jubelskrig. Desværre var de franske …

De franske quinder har en solid stamina, masser af triumfer på repertoiret og erfaring i store mængde, og trods pæne danske føringer kampen igennem, kom de blå op på 20-20 - ironisk nok, da der var spillet 20 minutter og 20 sekunder af anden halvleg.

Sandra Toft forhindre den første franske føring i kampen, da hun kort efter parerede Allison Pineaus straffekast og ved 21-20 lukkede butikken med en dobbeltredning, der fik bifaldet til at gjalde under hvælvingerne i den gamle hal.

Du godeste, hvor har Danmark og Frankrig dog givet hinanden et hav af den slags kampe, hvor de mange hestekræfter i begge forsvar i den grad tæmmer måltavlen. 20-18, 18-16, 21-19 - der har tidligere været at hav af den slags dueller, hvor nervetrådene hang flænsede i trevler hos folk på lægterne og hjemme i stuerne foran fladskærmene.

VM-semifinalen blev ingen undtagelse fra den regel, og med dansk føring på 12-10 ved pausen kunne alt jo ske i dette forrygende mesterskab – forbløffende nok også, at Whigfield gjaldede ud over højttaler-anlægget for fuld hammer med 'Saturday Night', mens en mere end over-eksalteret halspeaker tog sig en velfortjent pause og måske en café solo til at tørre de rrrrullende R'er af i pausen.

Dramaet i dramaet kostede heldigvis hverken førlighed eller indsats fra Althea Reinhardt, der lidt overraskende - men korrekt ifølge 'systemet' - startede på mål. De franske spillere havde formentlig forberedt sig mest på Sandra Toft, der også varmede op, som om det var Brest-keeperen, der skulle tøjle de galliske kæmper fra start.

Alicia Toublanc gik fra højre fløj og smadrede bolden lige i smasken på Althea Reinhardt med en kraft, så de færreste have forventet at se hende tilbage på banen igen.

Men falstringen rejste sig fra knockouten, tørrede øjnene og vendte efter et par minutter tilbage til den nervepirrende affære, hvor det reelt var svært for målmændene at prale af parader i perioder, fordi skytterne brændte lystigt i begge ender.

Heldigvis for de rød-hvide var de blåblusede 'Les Bleues' endnu mere usikre på aftrækkerne end Mette Tranborg, der hamrede bolden en kilometer over mål, og Simone Petersen, der sendte første halvlegs sidste straffekast direkte på Laura Glauser.

En tre- eller fire måls føring ville ellers have dulmet de værste nerver en anelse, men en storspillende Line Haugsted og Co. måtte nøjes med 12-10 ved pausen efter en første omgang, hvor Danmark førte 9-5 og 10-6 efter 20 minutter.

Forsvarsgeneral Haugsted lavede tre af dem på flæk i kontrafasen, hvor bolden blev knaldet i kassen, så ingen ville være blevet forbavset, hvis den havde antændt nettet.

Nu gælder det om at løfte hagerne og kæmpe for bronzen på søndag!

 

 

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Himmelråbende åndssvagt, at vi først ophæver restriktionerne på tirsdag