Danmark videre med maksimumpoint ved VM i håndbold

De danske håndboldkvinder besejrer Sydkorea med 35-23 i tredje og sidste kamp i det indledende gruppespil ved VM

Jesper Jensen og håndboldkvinderne gjorde rent bord mod Sydkorea. Foto: Lars Poulsen
Jesper Jensen og håndboldkvinderne gjorde rent bord mod Sydkorea. Foto: Lars Poulsen
Følg Håndbold

GRANOLLERS: (Ekstra Bladet): Danmark kom endelig til den rigtige VM-eksamen og bestod  med glans, bravur og udmærkelse på en aften, da Sydkorea blev tæmmet inden pausen – og kørt fuldstændig i smadder i anden halvleg.

Danmark vandt med imponerende 35-23 efter 19-14 ved pausen mod asiaterne, der for to år siden i japanske Kumamoto i dén grad drillede danskerne i et tæt opgør, der endte 26-26 – med jublende koreanere, der troede, de havde scoret sejrsmålet i sidste sekund. Men fik scoringen annulleret for overtrådt.

Mandag aften var der ingen tvivl, da VM langt om længe begyndte. Der var endda tilskuere i Palau d’Esports på den spanske grundlovsdag, som de vel egentlig ikke fejrer lige hjerteligt i Catalonien, men en fridag er vel en fridag, så der blev juleshoppet i ét væk på byens hovedstrøg og spist tapas og drukket café solo i de krogede sidegader.

Der var såmænd pæn dansk support i hallen, hvor temperaturen ved gulvet nu holder anstændige 20 grader – og jo tættere, man kommer hvælvingerne og de spanske varmepumper, nærmer tilskuerne sig de 40 grader.

Gæsterne fik langt om længe en jævnbyrdig dyst mellem to velspillende kvindskaber, og vi fik det endegyldige bevis for, at de rød-hvide ikke var lullet i søvn af to dødssyge kampe mod Tunesien og Congo – kampe der bare skulle overstås som en transportetape før de første sving i bjergene.

De danske håndboldkvinder viste klassen. Foto: Lars Poulsen
De danske håndboldkvinder viste klassen. Foto: Lars Poulsen
 

Mie Højlund fik dirigentstokken offensivt og løste opgaven fremragende fra start mod det vanen tro viltre, rapfodede og offensive asiatiske forsvar. 19 pletskud og et halvårsregnskab på 19-14 ved pausen fortæller alt om, at der var bund i det danske angreb – med Mie Højlund som snedig planlægger og assistmager.

Ikke mindst med bolde ud til Lærke Nolsøe, der alene inden pausen plaffede fem bolde i boksen.

Defensivt havde forsvaret sit hyr med verdensstjernen, den venstrehåndede sputnik Eun Lee Ryu, som Anne Mette Hansen kender indgående hjemme fra ungarske Györ. Koreaneren sneg sig gang på gang til skud rundt om danske kroppe og havde stort held med at smaske bolde ind kort til venstre for Sandra Toft, der blev efterladt strandet.

Men koreanerne blev i et vist omfang holdt fra livet stort set alle andre steder og mistede bolde, der gav en del danske kontrascoringer, selv om Sandra Toft med blot seks parader inden pausen var et stykke fra at præstere mirakler.

Danmark red fra 2-2 via 5-2 og 8-3 op på plus fem – et forspring der dog skrumpede for en stund, da der blev skiftet ud i den danske opstilling – men også Kristina Jørgensen, Rikke Iversen og Mette Tranborg kom til at bidrage med anstændig fight og scoringer.

Kom nu, brølede Rikke Iversen hæst, da koreanerne efter 21 minutter sneg sig helt op på 12-10, men bl.a. Iversen selv formåede at slide sig fri i en brydekamp med hele to modstandere og score, og Kristina Jørgensen hamrede på randen af båthorn bolden ind til pausestillingen 19-14.

Den danske sejr var aldrig i fare. Foto: Lars Poulsen
Den danske sejr var aldrig i fare. Foto: Lars Poulsen
 

I anden halvleg indførte det danske forsvar i en vis grad lukkeloven for koreanerne, der blot scorede to gange på de første 13 minutter, og da meldte tavlen oppe i loftet om dansk føring 25-16, og Danmark førte komfortabelt med 30-20 ti minutter før tid.

Så var den ged både barberet og ’koreret’, og det hjalp ikke de rådvilde koreanere at gå ultra-offensivt til værks med forsvar over hele deres egen banehalvdel. Det løste danskerne også med syv mod seks-spil på en aften, der i hvert fald ikke gjorde forventningerne til dansk VM-succes i fortsættelsen mindre.

Danmark møder i hovedturneringen Tyskland, Ungarn og Tjekkiet. Det går løs med mere normale håndboldkampe onsdag, fredag og søndag. De to bedste fra denne gruppe går til kvartfinalerne.

Seneste nyt

Det er ikke mere heltemodigt eller bonusværdigt at være sygeplejerske end sosu

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.