HERNING (Ekstra Bladet): Endelig! I fjerde forsøg lykkedes det så langt om længe at hive den VM-guldmedalje hjem, som var det eneste store trofæ, Danmark manglede.
Man troede jo, Boxen skulle eksplodere!
Nordmændene mente, de kunne vinde guldet. De blev klogere efter en finale, hvor de blev kæmpet ned minut for minut. Og fra nu er af er det os, der kan hive ud i selerne og brøle på klingende norsk og dansk:
VI ER VERDENS BEDSTE!
Danmark slog Norge 31-22 efter 18-11 ved pausen, og intet er mere, som det var engang.
Niklas Landin lukkede butikken ligesom i gamle dage, da han solgte stangtøj til mænd i Svendborg. Denne søndag var det Norge, han ekspederede ud af finalen med en forrygende indsats – specielt efter pausen.
Han drev de gæstende nordmænd til vanvid i det, der gik fra overlegenhed til en dansk magtdemonstration af dimensioner. Vi ved godt, hvordan det er at tabe en VM-finale med 16 – nu ved vi også, hvordan det er at føre en guldkamp med 10 og 11, når der mangler et kvarter!
Målmanden og kaptajnen havde blot to redninger mod Frankrig i semifinalen og blev bænket, men på den yderste dag – i hvert fald i VM-sammenhæng – demonstrerede han pludselig forrygende evner til hurtig som en klapperslange at stikke en arm, en hånd eller et ben ud, når man troede, Sander Sagosen, Bjarte Myrhol eller Kristian Bjørnsen da for pokker måtte have held til at passere ham.
Danmark pumpede og pumpede konstant de hårdføre nordmænd. De endte som udslidte lutefisk, mast flade og drænet for energi i det ultimative VM-opgør. Danmark førte i gruppekampen med ni, men vandt ’kun’ med fire. I finalen lod de aldrig Norge få færten af sejr, da hullet først var slået. Differencen blev bare udbygget og udbygget.
Sander Sagosen fik alle danskere mod sig og spillede mod slutningen af første halvleg i en infernalsk pibekoncert, da han forsøgte at trække den anden udvisning til Magnus Landin, der nok en gang stod imod som sikker garder i det danske bolværk.
Hold da kæft for en stemning. Spillere er muligvis ikke SÅ nervøse igen før selv en finale – eller de kan i det mindste påvirke udfaldet – men man sporede tydeligt, at flertallet af de 15.000 i Rytme-Boxen var kampklar.
Nordmændene løb ind til en heftig mishags-torden, og det oplever man immervæk sjældent i det omfang, som det var tilfældet denne søndag. Der var Balkan- og fodboldstemning især på ståtribunen, hvor fansene fightede for hver en bold og næsten kæmpede med på banen.
Det røde hav bølgede som en orkan og blæste de danske spillere frem som en caribisk cyklon. Der var hede, hule hedt på Heden.
Danmark slog det første hul til udfordrerne ved 10-6 efter et kvarter, nordmændene halede sig på 10-8, som dog igen blev til 12-8, og spillere og tilskuere i skøn forening må have kunnet lugte guldet ved 17-10 og 18-11 ved pausen.
Det var ikke ballet. Det var rå fight og en del infight undervejs. Rasmus Lauge gik i brædderne, da han udlignede til 3-3, men vendte tilbage kort før pausen og bankede til januars største jubelbrøl Danmark på 18-11, kort før hornet vrælede.
Der var endda råd til at sende Hans Lindberg på banen i det 51. minut til tonerne af ’Hansi-boy’, og den applaus, der fulgte ham ind på banen, blev vist kun overgået af det tinnutus-truende, kollektive sejrsbrøl, der væltede op under hvælvingerne, da guldet endelig kom hjem til Danmark! Resten af truppen blev også rørt i slutminutterne. ALLE er en del af guldet, og vi står sammen – side om side!
Nordmændene driller: 'H.C. Andersen vil have sit eventyr tilbage'
