Danmarks kommende superstjerne: Derfor ser jeg ikke op til Mikkel

Håndboldlandsholdets nye, purunge bomber Lasse Andersson lærer af den bedste i verden. Men han ser ikke op til Mikkel Hansen, og det er der en simpel grund til

Landsholdets nye skudkonge Lasse Andersson ser ikke op til Mikkel Hansen eller andre, og det er der en grund til. Foto: Jan Sommer.
Landsholdets nye skudkonge Lasse Andersson ser ikke op til Mikkel Hansen eller andre, og det er der en grund til. Foto: Jan Sommer.

Han er den nye kæmpe i klassen. 197 centimeter høje Lasse Andersson er efter lange perioder med drilske springerknæ endelig klar til at være en del af det danske håndboldlandshold, som spiller VM i Frankrig om få dage.

Og undervejs har den 22-årige Barcelona-bomber tid til at kigge på og lære fra én af de allerbedste. Den måske bedste af dem alle. Men Andersson ser ikke op til håndboldguden Mikkel Hansen.

- Mikkel er jo verdens bedste på sin position. Men jeg ser ikke rigtig op til ham. Jeg har aldrig rigtig haft et idol, for jeg spiller på min måde og har min egen stil. Men Mikkel har altid været en stor inspiration til mit spil, siger Andersson til Ekstra Bladet.

Nørder ikke håndbold
Ifølge Andersson er der nogle helt særlige kvaliteter i Mikkel Hansens og en anden tidligere stjernes spil, som han tager notits af.

- Jeg har altid været bevidst om, hvordan jeg skulle spille, men i forhold til min position har jeg suget til mig fra store spillere som Mikkel Hansen og Kim Andersson. Deres blik for spillet og deres evne til at lave mål har jeg kigget meget på. De gør deres medspillere gode, og så er der en grund til, at de er kommet så langt. De vil bare det her.

Så skulle man måske tro, at unge Andersson og læremester Mikkel Hansen holder hyggehåndboldaftener på hotellet og udveksler tanker og idéer. Men ikke helt.

- Han kommer ikke som sådan med fif og tips. Jeg observerer meget. Det har jeg altid gjort. Og vi sidder ikke klokken 21 og snakker om, hvad jeg kan lære af ham. Selvom det kunne være sjovt og hyggeligt.

’Det kan du bande på’
Alligevel bliver han presset rigeligt af Mikkel Hansen på træningsbanen.

- Det kan du bande på, for han er verdens bedste og spiller på vores position. Og hvis der er noget, kan jeg altid lige hurtigt spørge ham, om jeg skulle have løbet den ene eller anden vej i den eller den situation. Eller om jeg skulle have spillet den første mand eller stige op. Det slags kan han selvfølgelig sige.

Andersson er ikke i tvivl om, at landsholdet nok skal få brug for ham, selvom Mikkel Hansen er den altoverskyggende stjerne.

De næste gange, Barcelona-backen får mulighed for at vise sit værd, bliver i de tre testkampe under Bygma Cup i Jylland, hvor Danmark møder Ungarn, Egypten og Island fra 5.-8. januar. Herefter går turen til VM i Frankrig, hvor Danmark 13. januar møder Argentina i deres første kamp ved slutrunden.

Se også: Ringkøbing tager overraskende sejr over Mulle og co.

Se også: Skjern forlænger med dansk trænerduo

Se også: EM-spiller fortsætter karrieren i Silkeborg-Voel

1 kommentar
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere