DEBRECEN (Ekstra Bladet): Mathias Gidsel blev på hotellet, da den øvrige trup søndag eftermiddag tog ud for at træne i Fønix Arena.
Den nye stjerne på det danske hold er medtaget efter mødet med Slovenien. Et hårdt slag i maven gør stadig nas, og derfor valgte landstræner Nikolaj Jacobsen at lade Gidsel hvile.
- Han er kraftigt i overvejelserne til ikke at spille i morgen mod Nordmakedonien. Det er svært at svare på, hvor hårdt han er ramt. Lige nu får han den ro og den pause, han skal have, og så håber vi, at han er klar til at spille på torsdag i mellemrunden..
Artiklen fortsætter under billedet...
- Er du bekymret?
- Nej, så langt er vi ikke. Der skal lige gå en dag eller to, inden det begynder at bekymre mig. Men lige nu er han da ramt.
Artiklen fortsætter under billedet...
Den danske håndboldlandstræner har desuden brugt hviledagen til at lave en udskiftning i spillertruppen.
Nikolaj Jacobsen har indlemmet målvogter Jannick Green, der søndag blev clearet til at spille efter en positiv coronatest.
Ud glider Johan Hansen, der har døjet med en skade, oplyser Dansk Håndbold Forbund (DHF) på Twitter.
Det har været på tale, at Johan Hansen ikke kunne fortsætte, og nu er den endelige beslutning altså truffet.
Ændringen betyder, at Nicolaj Jakobsen har brugt sin første udskiftning ud af seks mulige og har nu både Niklas Landin, Kevin Møller og Jannick Green til rådighed på målmandsposten.
Det danske landshold rejste til Ungarn med en trup bestående af 19 spillere, selvom det er tilladt at tage 20 med. Det skete som følge af Greens positive test.
40-årige Hans Lindberg er også stødt til lejren, men han var altså i første omgang spiller nummer 20, da han blev indkaldt som erstatning for Johan Hansen. Derfor tæller han ikke med i antallet af udskiftninger.
Danmark er allerede sikret avancement til mellemrunden med to point efter sejre over Montenegro og Slovenien.
Mandag venter Nordmakedonien i en kamp, hvor landstræneren således kan gøre brug af bredden.