Dansk choksejr: - Jeg er totalt forvirret!

Landstræner Klavs Bruun var totalt forvirret efter dansk sensation, og Sandra Toft fik gåsehud

Klavs Bruun Jørgensen ved ikke, hvad han kan forvente af sit hold. Foto: Lars Poulsen
Klavs Bruun Jørgensen ved ikke, hvad han kan forvente af sit hold. Foto: Lars Poulsen

Hvordan fanden kan det samme landshold spille som en pose nødder uden indhold den ene aften – og så komme med en helt anden power to dage senere, når man oven i købet møder de franske verdens- og europamestre. På deres hjemmebane.

Mærkeligt.

Det var også Klavs Bruun Jørgensens første reaktion efter sensationen på fransk grund. 25-22 over værterne efter 12-12 ved pausen er trods alt ikke hverdagskost for et dansk landshold, der torsdag aften blev pløjet ud af Clermont-Ferrand af Norge med et brutalt nederlag på 20-31.

Nuvel, Danmark slog også Frankrig i Golden League i Viborg i efteråret, og det forhindrede ikke Les Bleues i at vinde EM-guld i Paris et par måneder senere. Olivier Krumbholz eksperimenterede naturligvis også i lørdagens matiné, men derfor kan et dansk landshold, der er sønderbombet på kollektivt selvværd, godt hente en masse ud af lørdagens gevinst.

- Jeg er totalt forvirret, afslørede Klavs Bruun Jørgensen over for TV2 Sport.

- For hvordan kan vi spille som mod Norge den ene dag og så levere en kamp som i aften mod Frankrig to dage senere, spurgte han sig selv, og det er jo nok lige præcis dét, der er spørgsmålet – og har været det et stykke tid.

Evnerne fejler intet, spillerne har hver især kvaliteterne, og nok blev der begået tekniske fejl lørdag aften, men ikke i nærheden af de sættevognstunge læs, vi har været vidner til i længere tid.

Sandra Toft var helt rørt:

- Det er megafedt. Vi er i dag lige der, hvor vi gerne vil være, og jeg stod inde i målet og fik gåsehud. Det var faktisk lige før, jeg gik tårer i øjnene. Det er bare så fedt, når tingene lykkes for os, sagde målmanden, der plukkede straffekast og havde store redninger.

Kæmpe kamp af keeperen, men Line Haugsted tog også en stor rolle på sig specielt i en dansk defensiv, der stod næsten urokkelig. Det er også sjældent set.

Danmark bragte sig i front med to i anden halvleg, men franskmændene hev sig hele tiden op på lige igen – indtil 21-21. Tre danske scoringer i rap sikrede i grove træk sejren, og jubelen ville næsten ingen ende tage, da Anne Mette Hansen stort set sikrede gevinsten med en flot trukket scoring til 24-21.

Danmark møder søndag eftermiddag Rumænien i den sidste træningskamp ved Golden League.

Se også: Anfører efter barsk kritik: - Måske vil jeg svare igen

Se også: Chokeret landstræner: - Jeg er mega bekymret

Se også: Danske kvinder fik prygl

13 kommentarer
Vis kommentarer