Dansk EM-darling gift under tyrkisk statskup

Sandra Toft sagde JA midt i en hjernerystelse, hun blev gift i Tyrkiet under kuppet – og nu er hun pludselig den ’gamle’ i målet

Sandra Toft blev gift midt under militær-kuppet i juni. Foto: Lars Poulsen
Sandra Toft blev gift midt under militær-kuppet i juni. Foto: Lars Poulsen

MALMØ (Ekstra Bladet): Syv knæ-operationer og en bilulykke, der nær havde gjort hende lam. Sandra Toft har overvundet en del forhindringer i en karriere, der burde have indeholdt langt flere slutrunder, men nu har den 27-årige målvogter endelig ramt et halvt, skadesfrit år.

VM i Herning sluttede med Cristina Neagus missil direkte i smasken og endnu en alvorlig hjernerystelse, der sendte Sandra Toft hjem til kærlig pleje hos kæresten Kim Galsgaard.

- Og så besluttede du dig for, det skulle være ham?

- Ja, det var faktisk der, han friede. Han sagde: Nu har du hjernerystelse, og så må jeg jo udnytte situationen.

- Gælder det? Er der ikke en fortrydelsesret?

- Nej, det var der ikke! Men jeg sagde jo ja igen i sommer, og da var der jo ikke noget galt med hovedet, siger en grinende Sandra Toft, der blev kirkeligt viet i Alanya 22. juni i år – midt under militærkuppet.

- Det er der, han bor. Han er også udlandsdansker – men ærke vestjyde. Kim har en restaurant og et firma, der renoverer lejligheder, fortæller Larvik-keeperen.

- Du har gjort det lidt besværligt for dig selv!

- Ja, det er et langdistance-forhold, men der går jo også fly fra Norge. Om vinteren besøger han mig, og om sommeren er jeg dernede Forår og efterår kan vi lige finde en weekend hist og pist, men det er ikke meget.

Sandra Toft var blot 18 år, da hun første gang kom ind over landsholdet, men skaderne forsinkede hendes slutrundedebut til VM i 2011. Nu har ’svenden’ selv fået en ung lærling i 20-årige Althea Reinhardt.

- Kan du huske, hvordan det var?

- Det kan jeg sagtens. Det var jo Karin Mortensen, Mette Melgaard og Rikke Skov, der styrede det slæng. Jeg var meget nervøs og følte mig meget lille. Der var stor aldersforskel, syntes jeg dengang. Nu synes jeg jo underligt nok ikke, jeg er så meget ældre end Althea.

Sandra Toft under kampen mod Montenegro - i aften skal hun lukket buret for de ungarske skytter. Foto: Lars Poulsen
Sandra Toft under kampen mod Montenegro - i aften skal hun lukket buret for de ungarske skytter. Foto: Lars Poulsen

 Dengang snuppede Karin Mortensen og Christina Pedersen spilletiden.

- Skal vi sige det sådan, at der gik rigtigt lang tid, før jeg så banen. Det var dem, der stod. Selvfølgelig fik jeg min debut og spillede lidt her og der, men der gik lang tid, før jeg fik en større rolle.

- Har du så en opgave med at guide hende?

- Man skal da hjælpe så meget, man kan, og det gør jeg også. Selvfølgelig skal man ikke komme med alt på én gang, for de nye skal også selv snuse sig vej, men jeg kommer med nogle input.

- Hvilke?

- Spillemæssigt kan jeg hjælpe med viden om de spillere, vi skal møde, fordi jeg kender mange af dem, ved hvordan de skyder, og hvordan presset er. Men også i forhold til jer fra medierne under en slutrunde. Hun skal jo gøre sig klart, om hun gerne vil ind og læse det, der står – eller hun skal lade være. Og så er hverdagen under et mesterskab bare anderledes end under alle andre samlinger.

- Hvad skal hun især være opmærksom på?

- Når slutrunden er i gang har man en tendens til nogle gange bare at sidde inde på sit værelse og lukke sig lidt inde, og der skal man være god til at forlade sengen og komme ud på gangen, ind til de andre og måske gå nogle ture i byen for at lave noget andet. Til sidst aner man ikke, om det er mandag eller torsdag. Der er kun to slags dage: Kampdage og hviledage.

- Nu kan du få lov til at fortælle din bedste vittighed!

- NEJ!

- Så kom med den næstbedste.

- Øh… Hvad hedder et menneske uden krop og næse?

- Pas.

- Nobody nose!

Sandra Toft var tæt på at dø

Toft ramt i hovedet syv gange: Stadig hårdt ramt

Dansk EM-streg: Jeg skal lære at blive et dumt svin

EM: Voldelig ungarer får monsterbøde