Da landsholdets veteran, 37-årige Lasse Svan, gik frem til syvmeterpletten for at afvikle det sidste straffekast i gyseren mod Egypten, havde han ikke skudt et straffekast i tre år.
Alligevel havde han besluttet sig for at lave en skruebold, men han ombestemte sig i sidste sekund.
I solskinnet på terrassen på hotel Marriott i Kairo fortæller Lasse Svan dagen efter om en aften og en kamp, han aldrig glemmer.
Artiklen fortsætter under billedet...
Du tager kun de vigtige straffekast?
- Jeg tror nu også, jeg har skudt enkelte nede i Flensborg.
Så vidt jeg kan se, har du ikke skudt straffe i din klub i de seneste tre år?
- Det kan godt passe. Jeg havde den i går, og så havde jeg en i supercuppen mod Kiel med Niklas Landin.
Scorede du på den?
- Ja, der scorede jeg også. Jeg havde også en i straffekonkurrencen i pokalfinalen i 2015.
Jeg har set hos tyske statistikere, at du har lavet syv mål på straffekast i otte år?
- Det kan sgu godt være. Jeg skød tidligere, dengang Lars Christiansen var i klubben og også Anders Eggert. Men det var altid, når de havde brændt to, og det var ikke så tit, det skete.
- Men det er rigtigt, det er ikke blevet til så mange de sidste mange år. Mit sidste år i GOG i 2008 skød jeg straffe.
Artiklen fortsætter under billedet...
Vidste du, hvor du ville skyde, da du gik frem til syvmeterpletten?
- Jeg havde faktisk en ide om, hvor jeg ville skyde, men da jeg kommer derhen, står målmanden lidt for meget til min venstre side. Jeg havde planlagt at lave en skruebold, men det turde jeg alligevel ikke. Bolden sad også lidt for godt fast i hånden til, at det var det, jeg skulle lave.
Der var for meget klister på?
- Ja, så jeg ændrede mening. Det var en kæmpe forløsning at se bolden gå i nettet. Det var en meget underlig og vanvittig kamp på alle mulige måder, så at få lov til at gøre det færdigt og sige ok, nu stopper vi her, det var dejligt. Og så det at vende sig om og se alle drengene løbe imod mig er noget, som jeg ikke kommer til at glemme.
- Det var også svært at sove i nat. Tankerne fløj rundt. Det var om vores egen præstation, men jeg tror, det er første gang, hvor jeg virkelig har følt med min modstander. Egypterne var jo fuldstændig knuste bagefter.
Nikolaj Jacobsen forklarer, hvorfor det netop var Lasse Svan, der skulle tage det sidste straffekast:
- Jeg vidste, at der ikke var nogen egyptiske målmænd, som havde set video af Lasse Svan skyde straffekast. Og i den situation, vi var i, skal man vælge den mand, der har mest erfaring, og som kan stå for presset. Vi håbede selvfølgelig, at han skulle ind og afgøre det, men var han endt som skurk, havde han også kunnet klare den rolle.
Dejlig sejr i voldsomt kaotisk kamp
Nikolaj på piller: En helt almindelig onsdag på job
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.