Dansk katastrofe: Slået ud af VM!

De olympiske mestre er færdige ved VM i Frankrig efter nederlag til Ungarn i ottendedelsfinalen

Danmark er færdig ved VM efter nederlag til Ungarn. Foto: Lars Poulsen
Danmark er færdig ved VM efter nederlag til Ungarn. Foto: Lars Poulsen

ALBERTVILLE (Ekstra Bladet): Danmark dansede med døden. Det blev én lang kamp for livet på håndboldens intensiv-afdeling, og desværre: Patienten afgik i VM-sammenhæng ved døden!

De olympiske mestre er færdige i Frankrig allerede i ottendedels-finalen. Hvilken katastrofe! Ungarn vandt 27-25 efter en kamp, hvor ungarerne helt tiden var de klogeste, de stærkeste, de hårdeste – og de heldigste.

Det så ellers ud til, at Mikkel Hansen og Co. havde genvundet pusten, da Lasse Svan hårdt presset sendte bolden ind til 23-23 seks minutter før tid af en kamp, hvor Danmark konstant var bagud fra start – og i flere sekvenser af anden halvleg med fire mål.

Og der var en chance for i det mindste at presse ungarerne ud i forlænget spilletid, men en gammel ven af dansk håndbold, den tidligere Viborg-spiller Gabor Csaszar gjorde det onde ved Danmark med de sidste to, afgørende ungarske scoringer, da Danmark ellers havde fået lidt fat.

Men så igen smed en afgørende bold væk.

Flemming Hansen så bekymret ud i pausen. Den store politimand fra Helsingør havde ellers ingen grund til at være skeptisk på sønnens vegne, for Mikkel Hansen havde allerede da banket syv af 12 danske scoringer i kassen.

Mikkel Hansen gjorde en forskel - den var bare ikke stor nok. Foto: Lars Poulsen
Mikkel Hansen gjorde en forskel - den var bare ikke stor nok. Foto: Lars Poulsen

Problemet var sådan set bare det, at unge Hansen og Kasper Søndergaard var de eneste med drev, vilje og evne til at passere den ungarske keeper.

Når vi tæller Casper U. Mortensen med, stod blot tre danske spillere for 12 mål i løbet af de første 30 minutter.

Morten Olsen var helt væk, tekniske fejl og et enkelt overskud, Michael Damgaard forsøgte sig derefter to gange uden held, og Lasse Andersson flækkede for gud ved hvilken gang bolden en halv meter over fjerneste trekant.

Når man tæller med, at Niklas Landin bortset fra et pareret straffe lod adskillige bolde slippe igennem, når det dansk forsvar endnu engang var hoppet på en 100 kilo tung ungarsk husmandsfinte, så det det skidt ud.

De danske spillere hang med skuffen efter nederlaget. Foto: Lars Poulsen
De danske spillere hang med skuffen efter nederlaget. Foto: Lars Poulsen

Så godt, at Danmark KUN var bagud 12-13!

Flemming Hansen spidsede læberne, pustede frustrationen ud – og sagde intet.

Det MÅ Gudmundur Gudmundsson til gengæld have gjort i omklædningsrummet efter en første halvleg, der var en trop kopi af den fra testkampen i Aalborg for nylig. Alt, alt, alt for lidt tempo i den danske offensiv, der virkede idéforladt – og træt. Trods en kamps hviletid til de fleste af de bærende kræfter mod Qatar for to dage siden.

Hallen råbte: Ria, Ria, Hungaria!

Roland Mikler i det ungarske mål tog bold efter bold i en anden halvleg, hvor Michael Damgaard forsøgte at holde trit med den ungarske score, mens Mikkel Hansen blev holdt nede på nul scoringer.

Festen er forbi! Den nåede aldrig for alvor at komme i gang…

Se også: Storskytten fnøs og skred i skuffelse efter VM-chokket

Se også: Revser søforklaringerne efter VM-chok: Det har været ens for alle

Se også: Mikkel: Jeg er rasende

216 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere