Dansk landstræner alvorligt vred før VM: - Jeg gider det ikke

Landstræneren voldsomt utilfreds med spillernes koncentration og fokus – VM-profil måtte halte ud og spiller ikke i morgen

Nikolaj Jacobsen var tilfreds med meget af det, spillerne gennemførte onsdag formiddag - men grundlæggende var der for meget løs snak og mangel på koncentration. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Nikolaj Jacobsen var tilfreds med meget af det, spillerne gennemførte onsdag formiddag - men grundlæggende var der for meget løs snak og mangel på koncentration. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

TJØRRING (Ekstra Bladet): - Jeg gider det ikke. Det her var en møgtræning!

Nikolaj Jacobsen hæver ikke stemmen, da han står med spillerne i den afsluttende rundkreds efter to timers nytårstræning i Nordvest Hallen lidt nord for Herning. Det er ikke nødvendigt.

Det oser ud af hver en pore, ansigtet udstråler stor og ubeskåret misfornøjelse, øjnene lyner formentlig også, da han slutter dagens dont af med følgende hvislende formaning:

- Vi skal passe på de træninger, vi har. Vi har ikke ret mange af dem, siger landstræneren, mens to meter høje spillere står og studerer deres skosnuder som børn, der er blevet taget på fersk gerning efter æbleskud i naboens have i det store spisefrikvarter.

Oven i den sløje omgang på parketgulvet måtte Henrik Toft Hansen oven i købet halte ud fra opvarmningen under den obligatoriske fodboldkamp mellem øst og vest. Paris-spilleren sad resten af sessionen iført dynejakke på første række i den mildt sagt kølige hal.

Måske burde DHF overveje at ansøge om kommunalt tilskud til opvarmning inden fredag. Eventuelt med moms …

- Henrik fik desværre lidt med sin ene lyske under fodbold-opvarmningen, så vi må lige se. Jeg tror ikke, han spiller mod Ungarn torsdag aften, siger Nikolaj Jacobsen om stregspilleren, der ellers ikke havde lyskeproblemer inden fodboldkampen.

- Du er ikke tilfreds med træningen i dag!

- Nej!

- For meget pjat?

- Nej, det er ikke det. Det var bare første gang, jeg følte, vi var ukoncentrerede.

- Det gentager sig ikke på fredag …

- Jeg har i hvert fald prøvet at undgå det, siger den denne onsdag knap så muntre fynbo.

Henrik Toft blev skadet under fodbold og spiller næsten med garanti ikke torsdag aften i Aarhus. Det irriterer naturligvis også. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henrik Toft blev skadet under fodbold og spiller næsten med garanti ikke torsdag aften i Aarhus. Det irriterer naturligvis også. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Et er, at landstræneren er utilfreds med dagens indsats - noget helt andet, at holdet overordnet set har bygget på siden samlingen, der startede 28. december.

- Jeg er tilfreds med det, vi har nået indtil nu. Men om vi er langt nok fremme, finder vi først ud af, når vi får noget modstand, siger Nikolaj Jacobsen.

Han har kun to testkampe mod Ungarn torsdag aften i Aarhus og søndag eftermiddag i Odense til at tune holdet frem mod åbningskampen 10. januar mod Chile i Royal Arena.

- Er det godt at nøjes med to gange Ungarn i rap?

- Ja, det synes jeg. Det er svært at få modstandere på dette tidspunkt. Der er mange, der gerne vil spille på hjemmebane. Spanien tager aldrig ud, Norge vil heller ikke, så der er begrænset udbud.

- Du har ikke bare frit slag. Vi spurgte Ungarn og Slovenien for lang tid siden, og så passede det bedst med Ungarn, der gerne ville herop og blive her op til VM. Og Ungarn har et rigtigt godt hold og en 10-11 spillere, der mindst er på niveau med vores, siger Nikolaj Jacobsen.

Se også: Guld-Mulle: Derfor bliver jeg ikke stiv i år

Se også: VM-holdets vigtigste mand: Jeg har hygget mig VM-skarp

Se også: Konstant baby-alarm: Mikkel er far-klar

11 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere