BUDAPEST (Ekstra Bladet): Nikolaj Jacobsen har et frækt forslag:
Drop håndbolden ved OL!
Det har med garanti ikke været et punkt på dagsordenen i denne uge, hvor han for første gang har samlet sine OL-guldvindere fra Rio i Herning, Hammerum – og Budapest.
Det er heller ikke med hjertet koblet til, han fremsætter sit forslag.
Det stammer udelukkende fra hjernen.
OL er det eneste sted, håndbolden ifølge den debuterende landstræner og dobbeltjobber med base i Rhein-Neckar Löwen kan skære ned på de stadigt stigende strabadser.
– OL-guld er det største og mest eksponerede, man kan vinde i håndbold, og jeg håber naturligvis, vi er med næste gang i Tokyo i 2020. Jeg nåede det aldrig som spiller, nu vil jeg gerne opleve det som landstræner – det er ligesom meningen med det hele, siger Nikolaj Jacobsen.
Men landsholdsspillerne – og specielt dem med adresse i Tyskland – har nået et maksimum, hvor benhårde liga-kampe med tilhørende dagsrejser i bus frem og tilbage kombineret med en stenhård Champions League og tilsat pokalturnering plus det løse ramler totalt sammen med landsholds-aktiviteterne og slutrunder hvert år i januar.
Og EM- eller VM-slutrunder hvert år i januar kan og skal man ikke ændre ved, mener landstræneren.
– Jeg må bare sige, at efter der er kommet slutrunder hvert år, har håndbolden fået et boom, og jeg tror ikke, håndbold er stor nok til at overleve i konkurrencen, hvis man skærer ned.
– Så tror jeg, håndbold på landsholds-niveau bliver uinteressant.
– Der er jo ingen håndboldklubber, der kan måle sig med Real Madrid, Barcelona eller Manchester United. Håndbold er jo kun i Europa. Når Liverpool spiller i Australien, kommer der 100.000. Ville der komme 100, hvis vi sendte et håndboldhold, spørger landstræneren.
Springer ferien over
Niklas Landin og co. sprang stort set ferien over sidste sommer, vandt guldet i Rio og åbnede klubsæsonen et par dage efter OL-festen. Bundesligaen gik senere i gang, og derfor bliver den kommende sommerferie også forkortet. OL koster altså over to sæsoner i de perioder, hvor spillerne lader batterierne op til årets kvote af lammende øretæver og dræbende hopskud.
– Det er ikke så meget fysisk, det rammer. Det er mest mentalt.
– Som klubtræner mærker jeg jo i dén grad en stigende tendens til, at mange af de bedste spillere fravælger topklubberne i Bundesligaen, fordi programmet er for hårdt, efter der er lagt 14 hårde Champions League-kampe oveni, noterer Nikolaj Jacobsen.
– Det er da ærgerligt, at de dygtigste spillere ikke vil spille i verdens stærkeste liga, og det er Bundesligaen med afstand.
– Der er bare ingen pauser! Derfor kunne det være, man skulle droppe håndbolden ved OL.
– Det ødelægger for meget. Det ville jeg personligt være ked af, men jeg er slet ikke tilhænger af, at man skærer ned på EM og VM, siger han.
I weekenden drønede THW Kiel ud af Champions League med nederlag i Barcelona, og Flensburg døde i Vardar Skopje.
Landsholdet er taberen
Begge har ligesom Magdeburg, Hamburg og Flensburg tidligere vundet ’kongeklassen’, der altid har haft markante tyske aftryk til det sidste. Men i år er der for første gang siden starten i 2010 ingen tyske hold i Final 4 – i Köln!
– Jeg har sagt siden starten på den ny CL-modus, at den ville betyde enden på, at der altid er et eller to tyske hold blandt de sidste fire.
– De pengestærke klubber har fået deres vilje, og reelt er der i Tyskland kun Kiel, der har en chance for at følge med økonomisk, når klubber som Vardar Skopje, Paris, Veszprem, Kielce og Barcelona med flere skruer op for økonomien. Vi andre har ikke en chance, siger klubtræner Jacobsen.
Lempelige ungarske skatteforhold, fossende oliemillioner fra Qatar til Paris, en nobel fodbold-storebror i Barcelona, en stenrig russisk oligark i Skopje…
Og INGEN udfordringer i de hjemlige turneringer, hvor Vardar først starter sæsonen ved at spille finale om det makedonske mesterskab, Veszprem stiller med andetholdet i ligaen.
Barcelona ikke har tabt en spansk ligakamp i fire år.
Logikken er indlysende: Spillerne melder i stigende omfang fra til landsholdet og napper i stedet for en slutrunde en måneds tiltrængt kamppause i januar.
Joachim Boldsen, Lars Jørgensen, Kasper Hvidt og Thomas Mogensen sagde alle farvel væsentligt før, klubkarriererne løb ud, og senest har profiler som Kasper Søndergaard, Anders Eggert og René Toft Hansen holdt pauser fra landsholds-tjenesten. Læg en solid bunke slidskader oveni, og du har tegningen af en taber: Landsholdshåndbolden!
Kæmpe drama: Landstræner-debutant reddet i sidste sekund
Nikolaj: Jeg så ikke det afgørende straffekast
Ny landstræner skærer igennem: Barberer OL-guldvinder fra
Nikolaj Jacobsens mor faldt død om i håndboldhallen: Det ændrede alt