Dansk OL-helt kæmper for sin fremtid

Han vandt OL, reddede liv på et af Boxens toiletter, da han skulle have været på scenen – nu kæmper han for sin plads på Nikolaj Jacobsens første landshold

Casper U. Mortensen var ikke til stede, da han skulle have modtaget sin pris på scenen. Fløjen var i gang med at redde liv på toilettet i Boxen. Foto: Claus Bonnerup
Casper U. Mortensen var ikke til stede, da han skulle have modtaget sin pris på scenen. Fløjen var i gang med at redde liv på toilettet i Boxen. Foto: Claus Bonnerup

Han vandt guld i Rio, reddede liv i Herning – nu kæmper han for sin plads på landsholdet!

Casper U. Mortensen vil aldrig glemme 2016. Først tog københavneren af sted til Rio som solist på venstre fløj, vandt guld og kurede sig til årets jubelscene, da finalesejren over Frankrig og OL-guldet var i hus.

Da han i januar så skulle hyldes i Herning for bedriften i Brasilien, var Casper U. Mortensen i den grad fraværende. Fløj-raketten befandt sig nemlig på et af Boxens toiletter, hvor en midaldrende mand var dejset omkuld med hjertestop, og håndboldspilleren måtte sætte i en pæn sprint for at rekvirere assistance og en hjertestarter.

Han har i årevis været urørlig på fløjen. Først som andetvalg til Anders Eggert, de senere år i stigende grad mere som jævnbyrdig kollega, og da den lille tryllekunstner fra Flensburg måtte melde fra til løjerne i Rio, var valget let: Casper U. Mortensen dækkede pladsen ene mand og spillede otte kampe fra start til slut frem mod guldet.

Har de det sjovt? Vi tror det! Casper U. Mortensen i midten jubler sammen med Jesper Nøddesbo, Lasse Svan, Mads Christiansen, Mikkel Hansen, Hans Lindberg og Morten Olsen over OL-guldet. Foto: Jens Dresling
Har de det sjovt? Vi tror det! Casper U. Mortensen i midten jubler sammen med Jesper Nøddesbo, Lasse Svan, Mads Christiansen, Mikkel Hansen, Hans Lindberg og Morten Olsen over OL-guldet. Foto: Jens Dresling

Men nu kæmper han for sin plads på det første landshold, Nikolaj Jacobsen udtager til to EM-kvalifikationskampe mod Ungarn. Landstræneren herser i disse dage med 20 spillere i det midtjyske, og konkurrencen er skarp på venstre fløj.

Nikolaj Jacobsen har overtalt Anders Eggert til comeback et halvt år før, jyden havde tænkt sig at vende tilbage, og unge Magnus Landin blev prompte ekstra udtaget, da han havde bestået testen efter den første klubkamp oven på en ugelang skade.

KIF Kolding København-spilleren har den store fordel, at han også kan dække back og dermed lette det ind imellem spegede spil ved hastige udskiftninger i forsvar og angreb.

Nikolaj Jacobsen er begejstret for den unge mands evner i begge ender af banen, og eftersom han har skabt plads til såvel veteranen som stortalentet i sin første trup, har de to spillere formentlig gode kort på hånden, når landstræneren skal skære 20 spillere ned til de 16, han tager med til Budapest onsdag formiddag.

Anders Eggert ville først være vendt tilbage, når han fra næste sæson skifter Flensburg ud med Skjern. Men Nikolaj Jacobsen ville have ham med fra start. Her i Hammerum Hallen mandag aften. Foto: Ernst van Norde
Anders Eggert ville først være vendt tilbage, når han fra næste sæson skifter Flensburg ud med Skjern. Men Nikolaj Jacobsen ville have ham med fra start. Her i Hammerum Hallen mandag aften. Foto: Ernst van Norde

Under træningen mandag aften stod Casper U. Mortensen også længe og blomstrede i forsvar, mens Nikolaj Jacobsen underviste sine offensiv-spillere i det, han pønser på at ændre og tilføje. Her var Magnus Landin og Anders Eggert på det ’rigtige’ hold.

Landstræneren kan vælge at save en back i hver side, en stregspiller og en fløj for at nå ned på 16 spillere, og den manøvre kan koste Martin Larsen, Nikolaj Markussen og Anders Zachariassen/Jacob Bagersted udflugten til Budapest.

Plus en venstre fløj!

Danmark spiller onsdag aften i Budapest og søndag i Aarhus mod Ungarn. Det gælder kvalifikation til næste EM i Kroatien, og Danmark og Ungarn kan ikke undgå at nappe de to pladser i en gruppe, hvor Holland og Letland er slagtekvæg.

Førstepladsen giver dog en bedre seedning til slutrunden, men kampene er først og fremmest den ny landstræners først mulighed for at sætte sine fingeraftryk – og handler forhåbentlig også lidt om revanche for det forsmædelige nederlag i Albertville i januar, hvor Ungarn sendte Danmark ud af VM allerede i 1/8-finalen.

Se også: Håndbold-profil efter tv-drama: Vi flækkede af grin

Se også: Prisvinders toiletbesøg skabte latter: Nu fortæller han den dramatiske sandhed

Se også: Håndbold-heltens TV-kæreste: Jeg grinede også ad ham

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere