DEBRECEN (Ekstra Bladet): Danmarks møde med Montenegro er veloverstået, men hos Magnus Landin findes stadig et efterslæb af bange anelser, som tager udgangspunkt i kampen.
Overvejelserne tager naturligvis afsæt i det absurde corona-kaos, som montenegrinerne befinder sig i ved denne slutrunde.
Op til turneringens start har smittetilfældene væltet ned over Balkan-mandskabet. Så sent som dagen inden åbningskampen slog flere spillere ud med positive tests.
De kommende dage vil vise, om flere føjes til den liste, og de bange anelser er ikke kun til stede i Montenegros lejr.
Magnus Landin er også ekstra nervøs i forhold til de kommende test af det danske hold grundet nærkontakten med alle montenegrinerne.
- Ja, det kan da ikke undgå at strejfe ens hoved, at et hold som Montenegro har positive udfald dagen før, vi skal møde dem. Der har været meget usikkerhed hos dem i dagene op til vores kamp, og så vidt jeg kunne forstå, har de siddet otte timer i bus, efter de havde fået konstateret positive tilfælde. Det er jeg lidt uforstående over for, siger Landin.
I den danske lejr har man gjort at alt for at beskytte sig optimalt før og under turneringen, men i selve kampen var der selvfølgelig intet at gøre med hensyn til at mindske eventuel risiko. Men særligt en specifik episode i forbindelse med de to holds åbningskamp var alligevel besynderlig, mener Landin.
- Jeg kunne da ikke lade være med at tænke over, at deres spillere fandt det nødvendigt at klappe os alle sammen, da de løb ind på banen.
- Den episode undrede dig?
- Ja, specielt i den situation, vi er i øjeblikket. Vi tager hensyn til mange ting på banen, og sådan en ting som det der, fik mig til at overveje tingene. Men jeg håber for guds skyld ikke, at der er mere i den snak om corona, og at det ikke får konsekvenser for os fremadrettet.
Landin og Danmark skal næste gang i aktion lørdag, hvor Slovenien venter i anden gruppekamp.
Modstanderen trak sig ligesom danskerne sejrrigt ud af deres åbningskamp, hvor Nordmakedonien blev slået 27-25.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
- Det var ikke godt nok. Sådan lyder det fra Jan Pytlick på baggrund af Danmarks indledende indsats i anden halvleg mod Montenegro.