Dansk stjerne forlader Tyskland: Skifter til europæisk topklub

Ifølge TV2 Sport skifter landsholdsspilleren René Toft Hansen fra tyske Kiel til Veszprem fra Ungarn

René Toft Hansen har i mange år været en nøglespiller på landsholdet. Nu skifter han klub-trøjen ud og forlader Kiel til fordel for Vezprem. Foto: Lars Poulsen
René Toft Hansen har i mange år været en nøglespiller på landsholdet. Nu skifter han klub-trøjen ud og forlader Kiel til fordel for Vezprem. Foto: Lars Poulsen

Håndboldlandsholdets forsvarskrumtap René Toft Hansen skifter til den ungarske storklub Veszprem, når hans kontrakt med tyske Kiel udløber efter denne sæson. Det skriver TV2 Sport.

Stregspilleren har ifølge mediet allerede sat sin underskrift på en kontrakt med den ungarske klub, der trænes af den tidligere svenske landsholdsspiller Ljubomir Vranjes.

Den nu 33-årige René Toft Hansen skiftede til Kiel i 2012, og han har siden været med til at vinde tre mesterskaber med den nordtyske klub.

Tidligere har han optrådt for de danske klubber AG København, KIF Kolding, Viborg HK og HF Mors.

For landsholdet har han spillet 135 kampe med EM-guldet i 2012 og OL-guldet i 2016 som de absolutte højdepunkter.

Med et skifte til Veszprem kommer han til at tørne ud for en af Europas stærkeste klubber.

Klubben har vundet det nationale mesterskab de seneste ti sæsoner, og klubben var i Champions League-finalen i både 2015 og 2016.

I den ungarske mesterklub vil Toft blive den tredje skandinav på holdkortet. Den norske back Kent Robin Tønnesen kom til mandskabet sidste år, mens den svenske stregspiller Andreas Nilsson har været i klubben siden 2014.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra René Toft Hansen, men han har ikke besvaret henvendelsen.

Se også: Mestertræner stopper i Danmark: Familien i første række

6 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere